I 1984 opdagede verden, at der var hul i himlen. Nærmere bestemt et årligt tilbagevendende, voksende hul i atmosfærens beskyttende ozonlag, hvorigennem kraftig ultraviolet stråling nåede ned til jorden og øgede risikoen for hudkræft, øjensygdomme m. m. Ozonhullet var forårsaget af industrielle klor-og fluorforbindelser såsom CFC-gasser i spraydåser, kølesystemer og skumgummi. Panikken over hullet i ozonlaget afstedkom en international politisk kraftanstrengelse, som allerede tre år senere, i 1987, førte til en global aftale om at udfase de farlige ozonnedbrydende stoffer.

I 1990 fortalte FN's Klimapanel for første gang det internationale samfund, at de menneskeskabte udledninger af CO2 forstærker den naturlige drivhuseffekt og baner vej for global opvarmning, havstigninger og ændrede vejr-og klimaforhold.
25 år senere vedtog verdenssamfundet i Paris en global klimaaftale, der skal sikre, at opvarmningen bremses inden to grader ved bl. a. at omstille det globale energisystem fra fossil til vedvarende energi.

I januar 2016 er den globale offentlighed så via flere nye rapporter blevet gjort opmærksom på, at hele kloden er alvorligt forurenet med plastikindustriens affaldsprodukter.

Fra mikroskopiske partikler i økosystemer og levende organismer til meget synlige plastikgenstande, der fylder lossepladser, skæmmer naturen og svømmer i havene. Verdenssamfundet er, siger forskerne, nødt til at skabe en ' global plastikprotokol', der baner vejen for en ' ny plastikøkonomi', hvor forureningen med kasserede produkter og udledning af affald fra plastanvendelsen bremses til fordel for lukkede kredsløb uden spild og miljøbelastning. En ny formidabel udfordring for det globale samfund, de enorme mængder og talløse kilder til problemet taget i betragtning.

Mere plastik end fisk
Det var en rapport fremlagt den 19. januar på World Economic Forum i Davos, Schweiz, der gav offentligheden en åbenbaring om plastikplagen.
»Rapporten forudser, at havene med den nuværende kurs vil indeholde mere plastik end fisk i 2050,« lød den sætning i en pressemeddelelse, der sprængte mediemuren og bragte budskabet til alverdens nyhedsudsendelser og aviser. Over 89 millioner hits giver det på Google, hvis man i dag søger på more plastic than fish.

Udsagnet er at finde i rapporten The New Plastic Economy, udarbejdet af Ellen MacArthur Foundation, pioner inden for cirkulær økonomi, og med analytisk støtte fra McKinsey & Company.
»Den p. t. bedst tilgængelige forskning vurderer, at der er over 150 millioner ton plastik i havet i dag. Med uændret kurs ventes havet i 2025 at indeholde ét ton plastik for hver tre ton fisk og i 2050 mere plastik end fisk,« hedder det.

Ikke nok med det. Amerikanske forskeres målinger i verdenshavene viser, at plastik også er inde i fiskene.
I havet ud for Californien har et forskerhold ledet af Chelsea Rochman, University of California, Davis, fundet plastikgenstande i 67 pct. af de undersøgte fiskearter, mens man ud for Indonesien fandt plast i 55 pct. af arterne.

»Vi finder det i samtlige af de fi-skearter, vi undersøger. Og det har forårsaget døden for talløse havfugle, skildpadder og havpattedyr,« skriver Andreas Merkl, direktør for organisationen Ocean Conservancy, i The Guardian.
Mange vil have set fotografen Chris Jordans film og billeder fra øen Midway i Stillehavet af døde og døende albatrosser, hvis maver var fyldt med plastikstykker. Den australske forsker Chris Wilcox estimerer i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences, at næsten 60 pct. af alle havfuglearter i dag har plastik i maven, og at »det vil vokse til 99 pct. af alle arter i 2050.« Mange vil også have set eller læst om de fem enorme, flydende ' øer' af unedbrydeligt plastikaffald, der i dag driver rundt i verdenshavene.

I alt 5.000 milliarder plastikstykker med en samlet vægt på 250.000 ton menes at flyde rundt på denne måde.
Men dette udgør ifølge Andreas Merkl kun den synlige top af isbjerget - 95 pct. af den plastik, der ender i havene, findes andetsteds: i vandsøjlen, på bunden, frosset fast i is, inde i havdyrene. Og en stor del af plastikken har form af partikler så små, at de knap kan ses. Ifølge den britiske havbiolog Magnus Johnson, University of Hull, er der visse steder i Stillehavet nu seks gange så meget plast af planktonstørrelse som rigtigt plankton. Den danske miljøbiolog Kristian Syberg, RUC, har sammen med kolleger fundet mikroplastik i 20 pct. af de undersøgte fisk i Lake Victoria i Tanzania.
Endnu mindre er nanopartikler af plast brugt som ingrediens i bl. a. kosmetik, plejeprodukter, tandpasta, rengøringsmidler - den slags passerer direkte gennem rensningsanlæggene, ud i havene og ind i deres fødekæder.

Det samme gør syntetiske mikro-fibre fra vort tøj.
»Et enkelt syntetisk stykke klæde kan frigive over tusind fibre under en enkelt vask,« skriver et forskerhold ledet af professor Jan Zalasiewicz, University of Leicester, i det seneste nummer af tidsskriftet Anthropocene.
I Danmark er der som i andre lande fundet mikroskopiske plastpartikler i en række føde-og drikkevarer, dels stammende fra kosmetik, men i højere grad fra tøj, maling og slid af skosåler og bildæk.

En lastbil i minuttet
Hvert år ender mindst otte mio. ton plastik i havene.
»Det svarer til at dumpe lasten fra én lastbil med affald i havet hvert minut,« hedder det i The New Plastic Economy. Med uændret trend for forbruget vil det udvikle sig til et lastbillæs hvert 15. sekund i 2050, fremgår det af rapporten.

I dag udgør plastik 60-80 pct. af alt affald i havene, vurderer en stor FNstatusrapport om havenes tilstand, The First Global Integrated Marine Assessment, offentliggjort i januar.
Al denne plast i havene og al den, der findes i naturen eller på lossepladser, afspejler et voldsomt stigende forbrug. Plastikprodukter og -ingredienser gennemtrænger hvert hjørne af det moderne samfund - et Boeing 787-fly består af 50 pct. plast - og globalt er forbruget tyvedoblet på 50 år til nu 311 mio. ton årligt. Produktion og forbrug ventes yderligere fordoblet inden for de næste 20 år og firedoblet inden 2050.

Seks pct. af verdens olieforbrug går i dag til plastik - i 2050 vil det være 20 pct., vurderer Ellen MacArthur Foundation.
Problemet er, at det smides væk efter brug og ikke genanvendes. For den største enkeltkategori, plastikemballage, der udgør en fjerdedel af det samlede volumen, går 95 pct. af værdien - 80-120 milliarder dollar årligt - tabt, fordi plastikken smides væk. Dertil bør der ifølge FN's Miljøprogram UNEP lægges årlige omkostninger på 40 milliarder dollar til på grund af de miljø-og klimamæssige skadevirkninger ved plastikproduktion og -forbrug.
»Dagens plastikemballage har en indbygget designfejl,« siger rapporten: »Dens tilsigtede nytteværdi har mindre end ét års levetid, men materialet består i århundreder.«.

Udfordringen
For enkelte anvendelser kan en løsning bestå i forbud. En række lande har f. eks. forbudt plastikposer i detailhandlen, ligesom flere byer og universiteter i bl. a. USA har forbudt salg af kildevand i engangsflasker af plast. Men brugen af plast er i dag så afgørende for hverdagen og samfundets funktion, at den grundlæggende løsning er at gå fra et lineært produktions-og forbrugssystem til et cirkulært. Dvs. at lukke plastikkens stofkredsløb.

Det er en enorm udfordring. Hvor den globale genanvendelsesprocent for papir i dag angives til 58 pct. og for jern og stål 70-90 pct., er indsamlingsprocenten for plastemballage kun 14 pct. og for andre plastprodukter endnu mindre. Og af de 14 indsamlede procent går en del til spilde i den videre proces.
Én af mange vanskeligheder er, at mange plastprodukter er sammensat af flere typer plast eller med indhold af en række kemiske forbindelser og farvestoffer, der gør genanvendelsen vanskelig og ofte begrænser den til én runde, fordi materialets kvalitet forringes.

»Dagens plastikøkonomi er stærkt fragmenteret,« hedder det i New Plastic Economy.
Der udvikles f. eks. nye produkter, emballager o. l. langt hurtigere, end der udvikles systemer til at håndtere materialerne efter brug.

»Manglen på standarder og koordinering på tværs af værdikæden har tilladt en spredning af materialer, formater, mærkninger, indsamlingsordninger samt sorterings-og genanvendelsessystemer, som tilsammen hindrer udviklingen af effektive markeder.« Hvert år søsættes ifølge rapporten hundreder, hvis ikke tusinder af nye lokale forsøg og projekter med at indsamle, sortere og genanvende plastprodukter og materialer.

Men denne nye syndflod af ukoordinerede initiativer kan vise sig at komplicere etableringen af de lukkede stofstrømme og den cirkulære plastik-økonomi på tværs af kloden, som ifølge Ellen MacArthur Foundation er forudsætning for at få styr på de enorme mængder, der er tale om, herunder at skabe økonomi i at lukke kredsløbene.

Global plastikprotokol
Fordi plastikkens kredsløb er globalt, skal der altså en koordineret, global strategi til. »Etabler en dialog på tværs af værdi kæden, og skab en global plastikprotokol,« anbefaler rapporten.

Den globale luftfart kan ikke fungere uden en international trafikkontrol, internettet kan ikke køre uden globale IP-standarder, og på samme måde vil en verdensomspændende, cirkulær plastikøkonomi ikke kunne bringes til at virke uden et sæt spilleregler, der sætter standarder for produkter, kvaliteter, genbrugssystemer, mærkning m. m.
Plastikprotokollen skal således bane vej for bl. a. emballagetyper, der kan bruges mere end én gang, flere og bedre produkter af bionedbrydeligt plastik, mere effektive og harmoniserede indsamlings-og genanvendelsessystemer og et fungerende marked for genanvendte plastmaterialer.

Ellen MacArthur Foundation ser en organiseret dialogproces mellem industriens aktører og forbrugerorganisationer som central drivkraft i udvikling af en sådan protokol. Når det gælder politiske myndigheders rolle, går rapporten ikke længere end til at sige, at de politiske beslutningstagere bør »engageres i at udforme en fælles vision« for en cirkulær plastøkonomi samt koordinere incitamenter, definere standarder og stimulere innovation.
Andre, som f. eks. ngo'en Plastic Oceans, taler for afgifter, bindende mål for genanvendelse, produktansvar og obligatoriske tilbagetagningsordninger samt forbud mod visse produkter: mikro-og nanoplast i kosmetik osv., engangsflasker, engangsposer til indkøb m. m.

Plastposerne
At redde det atmosfæriske ozonlag handlede om at afskaffe én bestemt familie af kemiske produkter. At redde det globale klima handler primært om at udskifte én type energi med en anden: fra sort til grøn. At bremse den verdensomspændende plastikplage drejer sig om i en fælles proces at ændre lokale, nationale, og grænseoverskridende produktions-og forbrugsprocesser for millioner af vidt forskellige produkter - en udfordring, som den globaliserede økonomi næppe har været konfronteret med før.

I Europa, hvor mindre end 25 pct. af det indsamlede plastaffald i dag genanvendes, har EU-Kommissionen bebudet en ' strategi for plastik i den cirkulære økonomi' i 2017. Dertil har EU mere konkret besluttet, at forbruget af letvægtsbæreposer af plast i EU-landene skal skæres ned til max. 40 poser pr. person inden 2026 - eller man kan i stedet vælge den fremgangsmåde, plastindustrien har anbefalet: at sikre, at poserne med udgangen af 2018 ikke mere udleveres gratis.

Endelig har EU-Kommissionen foreslået, at den i dag opnåede genanvendelsesprocent for plastemballage - i 2014 40 pct. for EU som helhed - øges via et obligatorisk mål på 55 pct. i 2025. Det kalder plastikindustriens lobbyorganisation Plastics Europe »ekstremt ambitiøst« og taler i stedet for et mål på 35-50 pct.
Mens der således grubles, diskuteres, koordineres, eksperimenteres og i bedste fald besluttes på internationalt niveau, kan alverdens forbrugere filosofere over deres egen rolle i dette senest tilkomne globale miljødrama, herunder filosofere over, hvad de måske selv kan gøre ved det.

jsn@information.dk

Et enkelt syntetisk stykke klæde kan frigive over tusind fibre under en enkelt vask ifølge Forskerhold, University of Leicester!