Klik - her - eller under teksten for at komme videre.
Udflugter:

Sassnitz – Kap Arkona – heldagstur
Om formiddagen går vi en tur i Sassnitz og ser den gamle bydel med flotte eksempler på Rügens karakteristiske “Bäderarchitektur”, som er en speciel ornamentering på de gamle villaer. Vi fortsætter ad strandpromenaden til den hyggelige, lille fiskerihavn, hvor der bliver tid til på egen hånd at nyde atmosfæren og udsigten over Østersøen.



Om eftermiddagen går turen via Jasmund Nationalpark til Puttgarten, hvor et traktortog bringer os ud til Kap Arkona, som er “Tysklands Nordkap”. Til stedet knytter sig historien om det slaviske folk, venderne, der oprindeligt beboede øen, og vi ser en statue af deres guddom Svantevit, samt nyder udsigten over Østersøen. Der er også mulighed for at besøge den lille, idylliske fiskerlandsby Vitt, som vidner om den tid, hvor fiskeriet var det vigtigste erhverv på Rügen. 

Det sydøstlige Rügen – heldagstur
Vi kører sydpå til Putbus, også kaldet “Den Hvide By”. Byen blev grundlagt i 1810 af fyrst Wilhelm Malte 1., som også byggede sig et residensslot, der desværre blev revet ned af DDR-styret i 1962. Vi ser de centrale pladser og spadserer en lille tur i den smukke slotspark med de mange store, gamle træer. Fra Putbus kører vi med damplokomotivet “Rasende Roland” ad den smalsporede jernbane til Binz, som er Rügens mest mondæne badeby.

 

Her bliver der tid på egen hånd til at nyde den charmerende atmosfære med smukt restaurerede villaer og badehoteller, mange butikker og den lange badebro med en imponerende udsigt over byen og kysten. På hjemturen kører vi til Prora, hvor Hitler opførte et af verdens største feriehoteller Kolos von Prora. Byggeriet blev aldrig helt færdigt på grund af krigens udbrud og står i dag som et vidnesbyrd om hans storhedsvanvid. Vi ser bygningerne, som i dag er ved at blive ombygget til et mondænt lejlighedskompleks med hoteller og lejligheder. Togturen fra Putbus til Binz koster DKK 35 pr. person og skal bestilles ved tilmelding.

Stralsund – heldagstur
Fra Rügen kører vi over på fastlandet til den gamle hansestad Stralsund, hvis arkitektur vidner om Hanseforbundets storhedstid. Efter Tysklands genforening har man restaureret store dele af den gamle bydel, der nu er optaget på UNESCO’s  Verdensarvsliste. Vi går en lille byrundtur, hvor vi bl.a. ser byens ældste gade Fährstrasse, og det gamle torv med de smukke gavlhuse, rådhuset og Nicolaikirche. Der bliver tid på egen hånd, inden vi først på eftermiddagen kører tilbage til Rügen og Sassnitz.

Kongestolen
Smuk sejltur på Østersøen langs med de imponerende kridtklinter, hvor vi kan nyde udsigten til det fascinerende klippefremspring “Kongestolen”. Sejlturen er afhængig af vejret og varer ca. 1½ time. 

back.gif (1696 bytes)