... Glem alt om Colca Canon, Inka Trail, og hvad vi ellers har fyldt Jer med. Huyana Potosi er toppen inden for trekking, creme de la creme.

Lige siden vi stadigt høje på vor ungdom og evigt naive og tilmed hovmodige bestilte vores tredages bjergbestigningstur til det 6088m høje isbjerg, Huyana Potosi, har løftet om en vandretur i det ekstreme hængt over vore hoveder, som en dyster sky i en ellers så lys og lystig juletid.
For hver dag voksede nervøsiteten for, hvad vi nu havde rodet os ud i og snakken om, hvorvidt en akut sygdom kunne erhverves, hvis nødvendigt begyndte langsomt at blive mere alvor end spøg. Men dagen kom, og der var ingen undskyldninger i sigte.

På kontoret sad tre andre spændte hikere og ventede – de lod dog alle til at være en del mere erfarne inden for gå-og-klatre-sporten. Sammenlignet med de tre fyre, alle sidst i tyverne og i god form, var vi naturligvis årsag til mange gode grin og skæve blikke fra samtlige guider. Men vi blev dog alligevel tildelt vores bjergvandringstøj og diverse isklatringsredskaber lige som de andre. Da vi pludselig stod der med harness og pandelampe i den ene hånd og isøkse i den anden iført vores enorme sne-boots og orange overtrækstøj var mareridtet om Huyana Potosi pludselig kommet meget tæt på. Vi skulle altså op på det bjerg.

Med Inka Trail og Colca Canon som vores eneste erfaring blev vi noget overraskede, da det viste sig at Huyana Potosi ikke bestiges via diverse stier, men i stedet opad stejl klippevæg og gennem dyb sne – ganske urørt og utilpasset de ellers mange vandreglade turister. De første to dage gik derfor med at klatre opad klippefrembrud, vandre langs højderygge af mindre bjerge og trave opad snebelagte bjergsider. Det var her undervejs, at det gik op for os, at selve Huyana Potosi nok ikke ville blive hverken hurtigt overstået eller smertefrit. Det ville blive en kamp at nå toppen, og højden var allerede begyndt at lade sig mærke omkring de 5000m. Det skulle senere vise sig, at eventyret i at nå toppen af Huyana Potosi ikke så meget er en test i fysisk styrke, men nærmere et spørgsmål om, hvorvidt man rammes af højdesyge eller ej. Den sidste etape af bjergbestigningen startede klokken 01.00, hvor vi i nattens dybe mørke iførte vore pandelamper og al vores udstyr to og to blev forbundet med vores guides i sikkerhedsliner. Og så startede den hårdeste vandring vi nogensinde før har oplevet og nogensinde vil opleve. I den sorte nat skulle vi gennem en meter dyb sne vandre opad Huyana Potosi, springe over kæmpe gletcher kløfter, mave os under meterlange istapper og hakke os op ad stejle isvægge. Men hele dette eventyr forblev dog en oplevelse kun delt af mig selv og vores guide, Felix, da Maja kun kort efter start måtte erkende, at hun ikke kunne fortsætte pga. højdesyge.

Efter mange timers intensiv vandring i selskab med Felix nåede jeg en højde på 5800m, kun 200m fra drømmen om toppen, men yderligere to timer i bitter vandring. Og hvor end jeg gerne ville, kunne jeg ikke fortsætte. Jeg havde de sidste to timer kæmpet med højden i form af intens kvalme og hovedpine, og jeg måtte til sidst helt ødelagt smide mig for fødderne af Felix og grædende stønne: no puedo mas, no puedo mas. Så mens solen stod op, begav Felix og jeg os tilbage ad de selv samme stier, der nu afslørede alle de skumle passager vi i natten havde forceret. Ødelagt af højden, ingen søvn, sult og fuldstændig dehydrering tog hjemturen uendeligt lang tid, og den stakkels guide Felix måtte bære over med en gangart og hulken, der i store træk minder om et toårigt barns. Og ja, sådan ender eventyret, ganske uhæderligt.

Da Felix og jeg endelig nåede tilbage til vores base camp, fandt vi Maja i en lige så ringe tilstand, og vi besluttede os derfor for at komme ned fra højden hurtigst muligt, hvilket resulterede i, at vi tog resten af nedturen som i beruset tilstand, slingrende fra side til side uden nogen som helst kontrol over arme og ben.

Således mødte vi altså vores overmand på vej mod toppen af Huyana Potosi. Konklusionen er dog, at man kan være i lige så god form, have en mental viljestyrke af særklasse og alligevel ikke kunne stille noget op, når højden træder i karakter og kræver sine ofre. Og selvom Maja kun nåede de 5300, og jeg de 5800 er vi stolte som konger over vor bedrift – og det skal lige tilføjes, at ligeledes var Felix, da han fandt ud af, at vi begge ingen erfaring har, ikke er sportsmennesker og kun er tyve år gamle. Altså, kan I godt lade Jer imponere af vores endelige resultat og prale på livet løs til venner og familie!

Lige lidt facts til Jer, der sidder forvirrede tilbage, Huyana Potosi, 6088m, er det nu virkelig noget?
Himmelbjerget 147 m
Ejer Bavnehøj 170,35 m
Yding Skovhøj 172,66 m
Højdesyge over 2000 m
Huyana Potosi 6088 m
Mount Everest 8848 m

Ps. Vi er nu de stolte ejere af en meget blæret t-shirt med teksten: I climbed Huyana Potosi. En til samlingen (her får man t-shirt for enhver bedrift). Og vi er nu klar til at fejre et velfortjent nytår, godt nytår til alle Jer derhjemme og andre steder i verden!

Skrevet af Lise, et helt nyt menneske.

Se dagbogen her: http://www.tripping-america.blogspot.com/