Sardinien, Middelhavets næststørste ø (efter Sicilien); 24.090 km2 og 1,6 mio. indb. (2004). Sardinien udgør en autonom region med særstatus inden for den italienske stat. Landskabet består af den store slette Campidano samt en mosaik af plateauer og bjergkæder og når i Gennargentu-bjergkædens højeste top, Punta la Marmora, op i 1834 m højde. Den største by og regionens administrative centrum er Cagliari, der samtidig er hovedby i provinsen af samme navn. Hovedbyerne i de øvrige fire provinser er Oristano, Sassari, Olbia og Nuoro.
Fra ca. 1945 til 1970'erne skete der en afvandring fra landdistrikterne, og befolkningen koncentrerede sig langs kysterne og i de to største byer. I 1960'erne og 1970'erne udvandrede 10% af Sardiniens befolkning til Norditalien og det øvrige Europa, først og fremmest Tyskland, Frankrig og Belgien. Udvandringen aftog i løbet af 1980'erne, og befolkningstallet er nu stort set stabilt. 1960'ernes forsøg på at fremme den økonomiske udvikling ved at etablere såkaldte udviklingspoler, hvor store offentligt støttede industriforetagender skulle skabe grobund for små og mellemstore virksomheder, slog fejl i slutningen af 1970'erne, bl.a. som følge af energikriserne i 1973 og 1979. Den sardiske økonomi er i dag præget af de traditionelle erhverv: vin-, oliven- og korkproduktion, fåre- og gedeavl samt udvinding af granit og marmor til byggeindustrien. Udviklingen hæmmes af en utilstrækkelig infrastruktur, vand- og elforsyning. Over 10% af arbejdsstyrken er beskæftiget i landbruget, men produktiviteten er lav pga. den stærke opsplitning i meget små brug. Hyrdevæsenet opsuger arbejdsløse fra andre erhverv, men den stadige vækst i antallet af dyr medfører en overudnyttelse af græsningsarealerne og en betydelig miljøbelastning. Turismen, der hovedsagelig er koncentreret langs kysterne, er i vækst, men indebærer en risiko for ukontrolleret bebyggelse og ødelæggelse af værdifulde naturområder. Costa Smeralda nord for Olbia er et af de mest mondæne turistområder i Europa.
Forhistorie De ældste spor af mennesker stammer fra palæolitikum, 500.000 f.Kr. I neolitikum, 6000-2700 f.Kr., bragte nye folk agerbruget til øen; samtidig blev obsidian fra Monte Arci eksporteret til Korsika, Sydfrankrig og Den Italiske Halvø. Perioden havde flere kulturer; Ozieri-kulturen er kendt for sine små udhuggede klippegrave. De kan have en udhugget eller bemalet dekoration, der gengiver husenes indre bjælkekonstruktion, og kultiske symboler som tyrehovedet. Kobberstenalderen, 2700-1800 f.Kr., havde tre kulturer. Periodens bedst kendte bygning er det store ziggurat-formede alter Monte d'Acoddi. I den tidlige bronzealder, 1800-1600 f.Kr., opførtes dels korridornuragher, dels de første nuragher, hvilket blev begyndelsen på den nuraghiske periode. Nogle af nuragherne udviklede sig i den mellemste og sene bronzealder til store befæstningsværker med mange tårne og flere befæstningslinjer. Den sene bronzealder, 1300-900 f.Kr., var nuraghkulturens højdepunkt. En række helligdomme blev opført, bl.a. flere kildehelligdomme, som er unikke for Sardinien, og der var kontakter til mykenerne og senere til Cypern. Sidstnævnte inspirerede en meget rig bronzeindustri på Sardinien, hvis produkter bl.a. blev eksporteret til Etrurien og Campanien.
De første fønikiske bosættelser på Sardinien fandt sted i 800-t. f.Kr. Disse kystkolonier kom ca. 500 f.Kr. under Karthagos herredømme. Rom erobrede øen i 238 f.Kr., da karthaginiensiske lejesoldater gjorde oprør kort efter ophøret af 1. Puniske Krig. I 227 f.Kr. blev Sardinien sammen med Korsika omdannet til en romersk provins, men Rom måtte indtil slutningen af 100-t. f.Kr. føre talrige mindre krige for at opnå kontrol med øens bjergrige indre. De romerske byer var få og omfatter Turris Libisonis (nuv. Porto Torres) i nord og mod syd Nora, Sulci og Carales (nuv. Cagliari), som var provinsens hovedstad. Romerne udnyttede øens sølv- og jernminer, og Sardinien havde en central placering i Roms kornforsyning.
Historie
Sardinien, der blev kristnet allerede i 100-t., blev i 455 erobret af vandalerne og i 534 af Byzans. I middelalderen deltes øen i fire selvstyrende giudicati 'dommerriger': Arborea, Cagliari, Gallura og Torres. Sardinien var under Pisas og Genovas herredømme fra 1000-t. og under Aragoniens fra 1300-t. trods en lang række folkelige opstande. Under Den Spanske Arvefølgekrig blev øen besat af Storbritannien i 1708 og overladt til Østrig ved Rastatt-traktaten i 1714, men overgik til fyrstehuset Savoyen i 1718 og udgjorde sammen med Piemonte Kongeriget Sardinien.
I 1700- og 1800-t. var Sardiniens historie præget af banditvæsen, folkelige opstande, en liberal opinion i byerne og dramatiske sociale, juridiske og politiske omvæltninger; vicekongeembedet og øens autonome parlament blev nedlagt, feudalvæsenet ophævet, og de store fælles græsgange indhegnet og omdannet til privat ejendom.
Ved Italiens samling var Sardinien økonomisk og socialt underudviklet i forhold til det meste af det nye kongerige og præget af en egenartet kultur og stærke lokale traditioner, der gav næring til autonomistiske strømninger.
Under 1. Verdenskrig blev den sardiske infanterienhed Brigata Sassari "udslettet ti gange og genopstillet ti gange". Brigadens indsats styrkede sardernes selvbevidsthed, og i 1921 stiftede sardiske veteraner det endnu eksisterende selvstændighedsparti Partito sardo d'azione. Blandt de sardiske antifascister var den mest indflydelsesrige Emilio Lussu (1890-1975), som efter krigen var medvirkende til opdelingen af Italien i 20 regioner med forskellige grader af selvstyre. Sardinien blev i 1948 en af fem regioner med særlig udstrakt selvstyre.
