Klik - her - eller under teksten for at komme videre.
Uddrag af Tuk-Tuk dagbogen 2004. Mere her: http://www.tuktuk.dk

Vi når Shiraz, salte og varme og propper vi os med is og frugtjuice. På Hotel Zand bor vi midt i smørhullet, på kanten af den gamle bydel med dens labyrinter og basarer. Shiraz er kendt som rosernes, nattergalenes, digternes og endog vinens by. Her nød man livet og satte pris på kunst, litteratur, vin, god mad, haver – i det hele tage skønhed. I 3 dage svælger vi i bazarer, haver, moskeer, labyrinter, is og juice. Frederik bliver 13 år på onsdag, så er han teen-ager, så han skal da have lov til at ryge vandpibe i Hafez have. Her findes byens bedste te-hus, hvor man på lang afstand kan snuse sig frem på duften af alle mulige slags frugt- og blomster tobak.

Helt tilfældigt begiver vi os den sidste aften i Shiraz hen for at se et mausoleum, der også tjener som moske. Det bliver en fantastisk menneskelig oplevelse, som så ofte starter med at vi må bede om hjælp. Jeg kan ikke komme ind i det fantastiske mausoleum uden at være iklædt mit standardudstyr PLUS en chador, som er endnu et gigant stykke stof, der dækker alt, så kun den sol-røde næsetip kan anes. Jeg spørger om hjælp i en boghandel, hvor en utrolig venlig mand hjælper os. Fuldt udstyret begiver vi os ind, og han introducerer os for Tanoz og hendes mor, som vil ledsage mig ind i den kvindelige afdeling. Vi 3 piger får et rigtig godt grin sammen, for alle kan se at jeg er ”bambi på glat is” der slet ikke kan finde ud af ritualerne i de hellige rum, og da slet ikke kan styre mine metervis af klæder ordentligt. Da vi kommer ud til drengene inviterer de os hjem til en kop the, og det kan vi ikke sige nej til.

Vi kører ud i den sydvestlige del af byen, hvor familien bor i et pragtfuldt hus. Det er indrettet helt i persisk stil og vi bliver helt overvældede, da vi kommer ind. Det første de gør, er at smide deres tørklæder og lange gevandter. Datteren viser sig at være en veldrejet 19-årig skønhed, som får Michael til at antage en frisk rødbedefarvet ansigtskulør. Han rømmer sig, og skynder sig at forklare, lidt kejtet, at vi ikke er en familie, som vi blev nødt til at fingere ved moskeen, men venner, så han i virkeligheden er meget single. Det skulle han aldrig have gjort, for nu er faderen kommet ind i billedet, og resten af aftenen kommer han ikke inden for en radius af 5 meter af den unge skønhed.

Det er en rigtig hyggelig aften, hvor der bliver snakket meget om Iran, som det var. Faderen og moderen er vokset op før den islamiske revolution og elsker Iran, men ikke The Islamic Republic.

Hvor må det være trist for en far, at skulle se sin smukke kone og kønne datter tildækket og uden reel frihed. Især, når man er vokset op i frihed.

Som kvindelig rejsende, er det nemt at komme i kontakt med især de iranske unge kvinder, som er lige så nysgerrige på vores kultur og levevis, som vi på deres. De er meget interesserede i at høre, hvordan kvinder og mænd lever sammen i Danmark, hvordan de danske kvinder har det, og hvad vi kæmper for. Jeg er meget bevidst om feministiske synspunkter, også at vi i Danmark kæmper for samme løn for samme arbejde og - i forhold til iranske kvinder - andre petitesser. Her i Iran er der virkelig noget for en rødstrømpebevægelse at gå i gang med – men de tør ikke. De hader tørklædet, og det teltlignende tøj, de skal have på, det er klart undertrykkende. De hader mullaherne, og spørger man til præsterne og deres magt, bliver stemmen lav, men holdningerne skarpe. De unge kvinder er stærke, tager store uddannelser, og har drømmen og viljen til at tage noget magt fra mændene, men vejen er lang og farlig. De bliver fanget i ægteskabet og får de først børn, er de bundet til ægteskabet, da børnene efter loven tilhører manden i en eventuel skilsmisse. Drenge når de er fyldt 2 år, piger efter 7 år. De er altså mandens ejendom, så hvis kvinden vil leve sammen med sine børn, (og det vil enhver mor), må hun leve med ægtemanden på godt og ondt. Så i sidste ende, er det manden der bestemmer om kvinden skal bruge sin uddannelse, tage arbejde, lave et feministisk oprør, eller passe hus og hjem.

Trods den manglende frihed er kvinderne utrolig åbne, glade og snaksaglige. Der er slet ikke den skyhed eller lukkethed over dem, som vi forbinder med Afghanistan. De har trods alt frihed til at tale, møde fremmede og rejse rundt i deres land.

Lad os håbe Tanoz og de andre unge håbefulde piger, når at smage noget af den ligeberettigelse, kvinder i vesten har tilkæmpet sig.

Vi afslutter Shiraz, tuk tuk`en og teamet fortsætter dagen efter mod Yazd og Esfahan, mens vi leder efter Leon.