Klik - her - eller under teksten for at komme videre.
Islam i Iran

Den iranske befolknings religiøse udtryk virker paradoksalt afdæmpet i relation til, at de faktisk bor i "Den islamiske Stat", og at alle øvrighedspersoner på et vist niveau ligner mullaher - og vist nok også er det. Hverdagen ser ikke specielt religiøs ud. Moskeerne står gabende tomme, bortset fra en enkelt bedende og en turist her og der. I de fleste islamiske lande får man travlt, når muezzinen kalder til bøn, men ikke i Iran. Minareternes skrattende højtalere taler for døve øren. Allah akbar giver ikke respons, menneskemylderet fortsætter uanfægtet, lige bortset fra når den lokale storayatollah selv forestår fredagsbønnen og samler proselytter i et større antal.

Det er yderst vanskeligt at opdrive en fundamentalist på gaden eller i basaren. Først på præsteseminariet finder jeg nogle stykker, men det er vanskeligt at tale med dem, da de fleste mullaher trods stor lærdom tilsyneladende ikke beskæftiger sig med vestens sprog. Jeg vil gerne vide, om de stadig mener, at utro kvinder skal småstenes (det skal ikke gå for hurtigt). Stening er mere eller mindre afskaffet, men forekommer vist i fjerne landdistrikter. Her er alle iranerne - guider, mullaher, tedrikkere og tæppehandlere - omkring mig imidlertid enige; utro kvinder fortjener at dø, måske ikke stenes, men dø bør de, for de kan jo blive skilt, og dermed er der ingen undskyldning. Jeg kan ikke lade være med at bringe Koranens forskrift om fire øjenvidner på banen. Ifølge profeten skal der fire øjenvidner til at dømme en kvinde for utroskab (og nu taler vi slet ikke om manden), hvilket i praksis betyder, at det vil være yderst vanskeligt at dømme nogen for utroskab. Men her holder Koranens budskab åbenbart ikke. Men hvad så med at lade den uskyldige kaste den første sten? Det hjælper ikke, siger min guide senere, for når først toget kører, bliver alle lige pludselig meget ivrige efter at vise eller bevise, hvor retfærdige og uskyldsrene de selv er. De skulle jo nødig havne i samme situation.

Den iranske mand på gaden er overbevist muslim, men bryder sig ikke om den fundamentalistiske livsform og lov, hvilket naturligvis har præget udviklingen gennem de seneste 10 år. Det er eksempelvis ikke lykkedes fundamentalisterne at få bragt den gamle, forhadte præstepræsident Rafsanjani til ære og værdighed igen. Ved forrige valg forsøgte man at få ham valgt ind i parlamentet ved valgsvindel, men det var stort set ikke til at finde en eneste iraner, som var villig til at erklære ham sin støtte, hvorefter han måtte trække sig inden den sidste rest værdighed gik tabt. Selv om den meget moderate præsident Khatami er blevet genvalgt med overvældende støtte to gange i træk sidder de ultrakonservative præster fortsat på magten i "Vogternes Råd". De sidder på magtapparatet og har ret til at stoppe enhver reform, der strider mod deres personlige opfattelse af islam. Enhver reform vil mindske deres magt, og ifølge magtens evangelium har magthaverne altid en umådeholden trang til at beholde den magt, de allerede har.

Det fredfyldte, civiliserede Iran, hvor alle føler sig trygge i dagligdagen, ligger dog nok et stykke ude i horisonten. Den lille gruppe af "hardcore" fundamentalister sidder tungt på retssystemet, og der er desværre fortsat eksempler på, at de bruger magt mod systemkritikere. Ingen kan vide sig sikker for præsteskabets terrorvirksomhed, hvor kendte og velrenommerede de end er. Det står imidlertid temmelig fast, at der ikke længere eksisterer en folkelig opbakning endsige sympati for præsteskabets perverterede brug af den såkaldte islamiske sharialovgivning. En lovgivning der angiveligt skulle være Guds anvisning til menneskene, men som i virkeligheden kun er yderst sparsomt beskrevet i Koranen, og som derfor kan (bør) praktiseres efter tidens fortolkning. Når præsteskabet alligevel anvender fortolkninger, der går tusinde år tilbage, er det forhåbentlig magthavernes sidste krampetrækninger; en demonstration af at de stadig har magt til at piske, hænge og stene folk efter forgodt-befindende. Magtens evangelium er også frygtens. Noget tyder dog på, at man skal helt til de fjerne grænseprovinser og Afghanistans Talebanmilits for at finde de mest primitive og nederdrægtige psykopater. Der er nemlig ingen større civilisationer eller kulturer i historien, hvor vold og terror har stået alene som de basale styringselementer, medmindre de for en tid har være kontrolleret af en pervers despot.

Det moderne Iran er fyldt med positive strømninger, der forhåbentlig tager overhånd i meget nær fremtid, således at vi også her kan se et eksempel på, at troende muslimer udmærket kan leve med frie demokratiske forhold og kvindefrigørelse uden at komme i karambolage med den hellige skrift. Mon ikke denne viser sig at være lige så bred og barmhjertig som Bibelen, når viljen er til stede.