Udpluk af dansk rejseoplevelser i februar 2009

Vi fløj hele dagen (fra New Zealand) og ankom kl. 20.30 til Honolulu, Hawaii, USA. Lufthavnen var temmelig øde, kun vores fly var ankommet. Men vi sad allerbagerst i flyet og kom derfor til at stå allerbagerst i køen til immigrationen. Børnene trængte i den grad til at røre sig, så de benede rundt og legede tag-fat til stor morskab for de fleste i køen, og sikkert til stor irritation for nogle! Da køen for amerikanere blev tømt, kom der en venlig sjæl og viste os over til denne kø fra udlændingekøen. Så vi kom alligevel rimelig hurtigt igennem. De papirer Jacob havde udfyldt på nettet for immigrationen kom ikke frem af sig selv, men han troede heldigvis på os, men sagde, at det kunne være en god idé at have et print af formularen fremover!

Vi kom ud i varmen, som ikke var særlig overvældende, og ledte efter en shuttle eller taxa eller et eller andet. Der var intet fra Best Western, hvor vi skulle bo. Der stod en flok ”shuttle-damer”, der skulle vise det rigtige sted hen, men de var meget lidt hjælpsomme. Vi havde ingen kontanter og ingen ATM var at se. Heldigvis var de lidt bedre ved taxa-anvisningen, som fik skaffet os en stor taxa, som blev bedt om at stoppe ved en bank på vejen. Han kørte os så til det forkerte hotel, men var en venlig koreansk mand, der havde boet på Hawaii i 20 år, men talte meget gebrokkent.

Hotellet var helt fint. Meget pastelfarvet, men søde og venlige personaler. Værelset var et typisk amerikansk hotelværelse. En lille køkken desk, med kaffemaskine, isspand, mikroovn og køleskab uden minibar. To dobbeltsenge og en minimalbalkon ud til en ret trafikeret vej. Udsigt til bjergene. Et lille badeværelse, men rent og pænt. Dejligt at være fremme! Alle sov godt i de pastelfarvede senge!

Vi vågnede i Honolulu på vores Waikiki pastel-farvede hotel til gråvejr og blæst! Hmm… vejrguderne er åbenbart ikke med os! Solen tittede dog alligevel frem ind i mellem, så vi pakkede badetøjet og gik på udflugt til hovedgaderne i Waikiki. Der lå den ene luksusbutik efter den anden. Kæmpe Gucci, Hermes og alle de andre ubetalelige mærker – også de lidt mere betalelige, men hovedsageligt udenlandske, blandet i en skøn forening med turistbutikker i luksusklassen. Vi gik ind i en convience-store og blev chokeret over hvor dyrt de mest banale ting var. En flaske kildevand i billigste udgave 1,19 $ Altså omkring 8 kr. En pose chips 5$ altså 30 kr! En noget anden oplevelse end New Zealand. I værste tilfælde matchede priserne de New Zealandske – altså at dollarprisen var den samme. Den amerikanske dollar er bare dobbelt så dyr! Ikke helt hvad vi havde forventet, selvom vi ikke havde forventet det billigere, så havde vi altså heller ikke regnet med dobbelt op!

Vi fandt ”The international Market” som mest af alt mindede om Thailand, nu bare med Hawaii motiver! Her var en food court, hvor børnene fik pizza, der var udmærket og Jacob og jeg fik de dårligste enchilladas nogensinde. Med det mest ulækre bordeaux-farvede bønnemos! Som alt i alt stod os i 40$! Øv!
Stranden var til gengæld flot. Den drukner godt nok temmelig meget i højhuse og turister, men sandet var fint og lækkert gulligt og vandet var nok flot turkisblåt, hvis ellers solen havde skinnet! Børnene soppede, da vi i forvirringen på hotellet glemte at tage tasken med badetøjet med!

På vej hjem fra stranden købte vi et par subway-sandwiches, som vi indtog på hotelværelset med ”The Simpsons” kørende i baggrunden på vores mega fladskærms-tv.