Klik -
her - eller under teksten for
at komme videre.
Nyttige informationer om Alanya
Alanya er det størte rejsemål på den tyrkiske
middelhavskyst. To skønne, kilometerlange strande omkranser byen. På en
klippepynt midt imellem dem ligger en middelalderfæstning med 150 tårne og en
syv kilometer lang ringmur.
Alanya er en meget livlig turistby næsten døgnet rundt. Ved havnen er der masser
af restauranter, barer, caféer og diskoteker. I
Alanyas bazargader finder man et handelsliv uden sidestykke. Når man er i Alanya,
finder man ud af at Tyrkiet også er et moderne land og hvor feriemulighederne er
unikke. Klimaet er herligt, befolkningen venlig og imødekommende, og maden er
veltillavet af friske råvarer - ikke underligt, at det tyrkiske køkken er det
trediestørste i Verden.
I 1948, da man var ved at bygge havnen, fandt man
ved et tilfælde en drypstensgrotte, der viste sig at have en helbredende
virkning på patienter med astma. Derefter begyndte tyrkiske astmapatienter at
valfarte til Alanya. Patienterne fik hurtigt øjnene op for det naturskønne
Alanya, og i de efterfølgende år vendte mange af dem tilbage gang på gang. Ikke
kun for at få behandling, men også for at komme på ferie.
På daværende tidspunkt fandtes der kun to hoteller i Alanya, og byen var slet
ikke klar til at huse alle disse feriegæster. Det resulterede i, at flere og
flere små hoteller og pensionater hurtigt skød op.
Derefter begyndte også udenlandske turister at komme til Alanya. Godt hjulpet af
statsstøtte i form af billige lån og leje, begyndte turismen i 1983 for alvor at
komme til Alanya. På daværende tidspunkt havde byen omkring 5000 sengepladser.
I takt med, at turismen blomstrede, så gik det modsat vej for landbruget. Flere
og flere plantager blev nedlagt for at give plads til de store hoteller og
restauranter.
Grundet den hurtige økonomiske vækst, tog det ikke lang tid for befolkningen at
omstille sig fra landbrug til turisme. I dag er landbruget minimeret og rykket
op i bjergene bagved Alanya.
Den hurtige omvæltning har desværre medført en del problemer med
infrastrukturen. Forureningen er steget og mange bygninger ligner rene
betonklodser. Målet er nu at overvinde disse problemer ved, blandt andet, at
sætte kvalitetsniveauet op.
I vore dage (2006) har Alanya en kapacitet på godt 120.000 sengepladser. Området
huser flest tyskere, tæt fulgt af russere, hollændere, skandinaverne,
englændere, israelere og en række østeuropæere. Højsæsonen går fra maj til
oktober.
Alt i alt har turismen bevirket, at Alanya har markeret sig på verdenskortet, og
i forhold til mange andre tyrkiske byer af samme størrelse, har Alanya udviklet
sig med økonomisk raketfart.