Cafeerne på Rue al-Maarad i hjertet af Beirut er fuldt på højde med de bedste i Paris og Barcelona. Servicen er udsøgt, og menukortet byder på alt fra lækre frokostretter til et hav af muligheder for de kaffetørstige.
Få minutters gang derfra står ruinerne af det sønderbombede hotel Holiday Inn og vidner om én af de mest blodige og langvarige borgerkrige i nyere tid. Side om side med superhotellet Swiss InterContinental Phoenicia, der ikke lader gæsterne mangle noget.
Beirut, Libanons hovedstad, byder på meget af det hele.
Her er udsøgt shopping af høj klasse, masser af lækre cafeer og restauranter, et veludviklet natteliv samt en eminent strandpromenade på niveau med de bedste langs Middelhavet. Og så byder Beirut på et helt unikt kik ind i et stykke af verdenshistorien, som vi ikke er stolte af, men som har fyldt vores tv-skærme i årtier.
Beirut, der før borgerkrigen og de mange konflikter med nabolandet Israel blev kaldt for Mellemøstens Paris, er en kulturel smeltedigel med et fantastisk miks af områdets kulturer og religioner. Byen er absolut et besøg værd, hvis man er til kultur, storby, shopping eller bare spændende rejseoplevelser.

Ingen spørgsmål, ingen problemer
Men er Beirut ikke farlig? Næppe mere end de fleste andre storbyer i vores del af verden. Statistisk set vil det farligste på sådan en tur formentlig være rejsen hjemmefra og til lufthavnen i Danmark eller Hamborg.
Da vi lander i lufthavnen i Beirut, får vi blot et stempel i vores pas. Ingen spørgsmål. Ingen problemer. Ingen snak om hverken Muhammed-tegninger eller muslim-skeptiske danskere. Kun søde og venlige smil.
Det hotel, vi har booket på nettet hjemmefra, viser sig at leve helt op til navnet: Bayview Hotel. Vi får et dobbeltværelse på et femstjernet hotel med en flot udsigt over Middelhavet og den smukkeste promenade. Kom bare an, Rom, Paris og Barcelona!

Næste dag står den på bytur efter en morgenmad, der dog er mere charmerende og arabisk end velsmagende.
Man finder næppe en mere kontrastfyldt by noget sted i verden. Uden for døren ligger Middelhavet samt adskillige lækre hoteller. Mange med fem stjerner. Her ligger også en Hard Rock Café, hvor servitricerne serverer i små spejderuniformer.
Selv om knap 60 pct. af libaneserne er muslimer, er landet absolut ikke præget af tildækkede kvinder med tørklæder og burkaer. Her er frisindet i højsædet.
I kvarteret bagved vores hotel ligger mange cafeer, hvor der er fri internetadgang, så her er fyldt med unge studerende, der arbejder over en cafe latte og et stykke italiensk kage. Det er også her, modeforretningerne ligger side om side.

Præget af krig
Midt i Beiruts centrum ligger Holiday Inn imidlertid som en gravsten og et symbol på, hvor galt det gik, da ondskaben i borgerkrigen 1975-90 fik frit løb.

Hotellet åbnede, kort før krigen brød løs, og blev hurtigt et af snigskytternes foretrukne mål. I dag står ruinen, der er bygget til at modstå kraftige jordskælv, fyldt med skudhuller fra både håndvåben og tung granatild - nogle så store, at en bil kan køre igennem - og har kun duer som gæster. Efter 1990 er krig, krigshandlinger og politiske mord fortsat med vekslende intensitet i Libanon, og ingen kan sige, om det er overstået.

Der er stadig masser af militær og politi i gaderne. I høj grad for at passe på det stigende antal turister, der finder vej til Beirut, og man skal være forberedt på både vejspærringer og masser af kontrolposter.

Hvis man kan lide at trave, er Beirut et godt sted. Man kan f.eks. kigge sig omkring i Beiruts moderne ”down town” omkring Place d'Etoile, hvor supermoderne bygninger præger gadebilledet, og nyde frokosten i Rue al-Maarad. Herefter kan man tage på shopping i kvarteret Hamra, der ligger bag Det Amerikanske Universitet.

Dagen kan passende afsluttes i Beiruts kulturelle inn-center, Gemmayzeh, omkring Rue Gouraud. Her findes - især efter klokken 21 - et liv af den anden verden. Restauranter, cafeer og spillesteder af høj klasse lokker med god mad, gode oplevelser og masser af liv.

Til Damaskus
Hvis ikke kontrasterne i Beirut er nok, kan man hoppe på en bus eller en taxa og fortsætte til Syriens hovedstad, Damaskus. Der er kun 86 kilometer og to-tre timers rejse mellem de to hovedstæder. Til gengæld er den mentale afstand enorm.
Da vi på forhånd har besluttet os for en tur til Syrien, tager vi ned på busstationen i Beirut. Her bliver vi nærmest overfaldet af folk, der vil sælge busbilletter eller plads i en taxa til Damaskus. Vi ender med en sød fyr, Fadi, der skal have 15 dollars pr. mand, 80-90 kr., for plads i en stor, moderne taxa. To australiere skal også med. Chaufføren har dog stadig en ledig plads, så vi må vente lidt, mens han jagter potentielle kunder. Til sidst giver Fadi op og sætter kursen sydpå mod Bekaadalen og Jebel Linbnan ash-Sharqiyya-bjergene.
På turen gennem bjergene møder vi sneplove. Uden for Beirut kan man stå på ski om vinteren, bl.a. i skiområdet Mzaar Kfardebian.

Lige før grænsen til Syrien er det tid til en kop kaffe og lidt frokost. Der er også indlagt et veksle-penge-stop, som vores chauffør udnytter til at få brændt et par ekstra cigaretter af, så han på den relativt korte tur når at ryge mindst 20-30 cigaretter.
Ved grænsen er vi spændte. Guidebøgerne siger ikke tydeligt, hvorvidt man kan få visum ved grænsen eller ej - især når man har dansk pas. Men her viser Fadi sig at være alle pengene værd.
Han beder om 100 dollars samt vores pas og placerer så os i en særlig kø, hvorefter han selv forsvinder. Nogle få minutter senere dukker han op med både pas, visum og vekslepenge. Visum koster 30 dollars pr. mand - ca. 175 kr. Til gengæld må de to australiere, der troede, at deres visum var i orden, ryste op med ekstra 90 dollars hver.
Mens vi står i visumkøen, træffer vi den amerikanske kvinde Kay, der har ventet hele dagen på et visum - og nu endelig har udsigt til at blive lukket ind. Selv om det var den danske ambassade, der for fire år siden blev brændt af i Damaskus, har amerikanere langt sværere ved at komme ind end os danskere.
Den amerikanske pige siger ja tak til den ledige plads i taxaen. Og så går den vilde tur videre gennem det område, hvor israelere og arabere indtil for nogle år siden lå i blodig krig med hinanden.
I Damaskus er der særlige regler for taxaer, så vi bliver sat af uden for byen og må tage en lokal taxa ind til centrum.

Stalin-stil og arabisk kaos
Vi vælger ud fra vores guidebog hotellet med det eksotiske navn Orient Palace Hotel, der dog viser sig ikke at være helt så luksuriøst, som navnet antyder. Men placeringen er fantastisk. Blot 400 meter fra Damaskus' berømte ”souk” midt i byen.
Syriens hovedstad kan udefra godt minde lidt om Moskva - måske fordi magthaverne gennem Den Kolde Krig var støttet af Sovjetunionen. Her er store, brede boulevarder, masser af betonboligblokke og andre former for stalinistisk byplanlægning. Men i centrum hersker en blanding af ældgammel kulturhistorie og arkitektur krydret med moderne arabisk kaos.
Trafikken er tæt og pakket med små gule taxaer, stopfyldte busser, proppede lastbiler, cykler, knallerter, motorcykler og lidt hestevogne.
Næste morgen står den på bytur i storbyen Damaskus. En anderledes oplevelse end at være på bytur i Beirut. Da vi får kæmpet os gennem trafikken, befinder vi os midt i det gigantiske arabiske marked, souken.
Her kan man stort set købe alt. Fra fabelagtig kaffe til alverdens eksotiske krydderier. Og tøj - fra de smukkeste håndvævede duge til skræddersyede kjoler. Og ja, så kan man naturligvis også købe en forfærdelig masse skrammel. Især tøj med metalskiver eller perler syet på sælges der meget af.
Når man bevæger sig rundt i souken, flytter man sig samtidig mellem forskellige kulturer, forskellige stilarter, forskellige mennesker. Pludselig er man omgivet af kryddeributikker - for øjeblikket efter at befinde sig i et utal af træskærerforretninger.
Gaderne snor sig rundt, og overalt kan man nyde en arkitektur, der ikke findes mange steder i verden. Måske krydret med et besøg i Umayyad moskeen, Syriens vigtigste religiøse symbol. Den smukke moské kan dateres næsten 3.000 år tilbage, fra før både kristendom og islam opstod. Mange hævder, at Damaskus er den by i verden, der - uafbrudt - har været beboet i længst tid. Formentlig fra omkring 2.500 før vor tidsregning.
Efter en hektisk dag i souken er vi udmattede og går ind på en café for at få en kop kaffe. Og hvilken kop kaffe. Den er så sort og tyk, at den nærmest skal spises med ske. Sukker til kaffen kommer i æggebægre - og først efter at have fyldt et halvt æggebæger i den lille kaffekop kan den drikkes - eller spises.

Kager i kilovis
Turen tilbage til Beirut bliver endnu et eksempel på arabisk venlighed. Ganske vist bliver vi brændt af af vores ven Fadi, der aldrig dukker op med sin taxa, som vi har aftalt. Men så kommer andre og byder sig til. Vi har valget mellem en taxa til 50 dollars eller en bus til 9 dollars for hver. Vi vælger bussen.
Ved grænsen er vi usikre på, om vi endnu en gang blot kan rejse ind i Libanon uden videre. Da vores arabiske sprog er ikke-eksisterende, får vi stor hjælp af fire unge fyre på vej til en glad aften i Beirut. Selv om vi må betale 25 dollars i udrejseskat, slipper vi igen over grænsen uden problemer.
Kort efter standser bussen ved en butik med brød, kager og andet godt. Vi går ligesom alle andre passagerer ind for at se på godterne.
Jeg vil købe lidt kager, men ekspedienten vil ikke tage imod mine penge. I stedet stikker hun mig blot et udvalg af kager. En sød libaneser forklarer mig grinende, at man ikke sælger kager enkeltvis - kun i hele kilo - og derfor ikke vil tage imod mine penge.
Dybt imponeret kravler vi tilbage i bussen, hvor de fire unge fyre kommer tilbage med det lækreste dampende friske brød. Der bliver - som den naturligste ting i verden - budt pænt rundt.