Klik - her - eller under teksten for at komme videre.
REJSEVEJLEDNING SYRIEN  Gyldig 17-09-2010 - i uddrag!

Resumé
Syrien er generelt et sikkert land at rejse og opholde sig i, så længe man holder sig fra særligt udsatte områder. Således frarådes rejsende indrejse til Irak fra Syrien, ligesom der opfordres til forsigtighed i grænseområderne til Libanon, hvor kun hovedvejene bør benyttes.
Ophold i nærheden af militære installationer frarådes.
Der er risiko for terrorhandlinger i Syrien, hvorfor besøgende bør udvise forsigtighed under rejser i Syrien. Det gælder særligt på steder, hvor større menneskemængder er samlet, ligesom det anbefales, at man holder sig på afstand af eventuelle demonstrationer.
Sikkerhed og terrorrisiko.
Der har siden 2008 ikke været terroranslag i Syrien, men der består en risiko for nye attentater, og rejsende bør udvise forsigtighed på steder, hvor mange mennesker samles.
Udover den generelle terrortrussel i landet, er der, som følge af militante ekstremistiske gruppers skærpede fokus på Danmark, en risiko for, at terrorangreb kan blive rettet direkte mod danskere i landet. Det gælder specielt i tilfælde, hvor personer umiddelbart kan identificeres som danske.
De palæstinensiske flygtningelejre er ofte udgangspunkt for demonstrationer i sammenhæng med udviklingen i regionen. Der opfordres til at udvise forsigtighed i forbindelse med besøg i sådanne områder, ligesom det tilrådes, at der på forhånd træffes aftale med personer med fornøden indsigt i de lokale forhold.
Rejsende opfordres til at udvise forsigtighed i grænseområderne til Libanon og kun benytte hovedvejene.
Kriminalitet
Berigelses- og anden kriminalitet er begrænset, men forekommer. Rejsende opfordres til at udvise forsigtighed, særligt ved færden i øde områder eller om natten.
Ophold omkring militære installationer frarådes, og der opfordres til at holde god afstand til de bevæbnede vagter omkring offentlige bygninger mv. Det er forbudt at fotografere militære eller strategiske installationer.
Særlige indrejseforhold
Danmark bistår danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark. Personer med dobbelt statsborgerskab kan dog normalt ikke ifølge folkerettens regler påkalde sig Danmarks beskyttelse over for Syrien, hvis Syrien modsætter sig det.
Indrejse i Syrien vil blive nægtet, såfremt der er israelske stempler i passet eller stempler fra jordanske eller egyptiske grænseovergange til Israel. Der er eksempler på, at personer, der er født i Israel eller i de palæstinensiske områder, har haft en længere ventetid end sædvanlig på udstedelse af visum ved ankomsten til Syrien. Nægtelse af indrejse er også forekommet. Opmærksomheden henledes på muligheden for, på forhånd, at søge om visum på den syriske ambassade i Stockholm.
Rejsende bør altid bære deres pas på sig og opbevare en kopi af de første sider i passet samt siden med det syriske visum i tilfælde af passets bortkomst.
Rejsende der medbringer kontantbeløb, som efter sikkerhedsmyndighedernes vurdering anses for at være uforholdsmæssigt store i forhold til rejsens varighed, formål mv. må påregne at skulle redegøre herfor. Der er eksempler på, at indrejse er blevet nægtet som følge af store kontantbeløb.

Rejsesygeforsikring
Danskere i Syrien er ikke dækket af det gule sygesikringsbevis, ligesom det blå EU-sygesikringsbevis heller ikke dækker. Alle danskere, der rejser til eller opholder sig i Syrien opfordres derfor til at tegne en privat rejsesygeforsikring.
Læs mere om de nye regler på vores side om rejseforsikring.
Sundhedsforhold
Råd og vejledning om vaccinationer og sygdomsforhold skal rettes til Statens Serum Institut (www.ssi.dk) eller Sundhedsstyrelsen (www.sst.dk) .
Registrering på ambassadens danskerliste
Alle danskere, der rejser til eller opholder sig i Syrien – uanset opholdets varighed – opfordres til at registrere sig på ambassaden i Syrien med henblik på eventuel kontakt i tilfælde af akut opståede krisesituationer. Registrering kan ske her .


    back.gif (1696 bytes)