Klik - her eller under teksten for at komme videre!

Myanmar - det tidligere Burma - er beliggende mellem den tibetanske højslette og den malayiske halvø. Det er omkranset af bjerge mod øst, vest og nord. Dets centrale dalstrøg gennemkrydses af floderne Irrawady, Sittang og Salween. I dette område findes de bedste landbrugsjorde, hvor der dyrkes ris, og det er også her, størstedelen af befolkningen lever. Klimaet er tropisk med monsunregn mellem maj og oktober. En betydelig del af vegetationen er regnskov, men to-tredjedele af landets regnskove er hidtil faldet som følge af afskovning.

Folket: Burmesere (69%); shan (8,5%); karen (6,2%); Rakhine (4,5%); mon (2,4%); chin (2,2%); kachin (1,4%).

Religion: Buddhister (89,1%), kristne (4,9%), muslimer (3,8%); andre (2,2%).

Sprog: Burmesisk (officielt) samt hver af de etniske gruppers egne sprog

Politiske partier: Den nationale liga for Demokrati (NLD); Shan nationens liga for Demokrati; Arakan ligaen for Demokrati; Nationale Enhedsparti (NUP).

Sociale organisationer: Burmas Arbejderorganisation; Bondeorganisationen

Officielt navn: Pyeidaungzu Myanma Naingngandaw

Hovedstad: Rangoon (Yangôn), 4.000.000 indb. (1995).

Andre vigtige byer: Mandalay, 532.949 indb.; Moulmein, 219.961 indb.; Pegu, 150.528 indb.; Bassein, 144.096 indb. (1983).

Regering: Than Shué, præsident, stats- og regeringschef siden april 1992. Parlamentet har siden 1988 været opløst.

Nationaldag: 4. januar (Uafhængighed, 1948)

Væbnede styrker: 286.000 (1995).

Paramilitære styrker: 85.000 (Folkepoliti, Folkemilits) 

Der eksisterer inskriptioner fra det 6. århundrede f.v.t. der er tegn på, at der allerede tidligt eksisterede avancerede civilisationer i landet. Imidlertid gør den konstante migration af folkeslag fra nord mod syd og fra bjergene mod kysten samt deres blanding og kampe, det vanskeligt at danne sig et billede af relationerne før det 11. århundrede e.v.t. På det tidspunkt besejrede burmeserne hmong folket i syd og kadu i nord, og oprettede kongeriget Pagan.

De to følgende århundreder var en sand «guldalder» for den burmesiske tænkning og arkitektur. Men mongolske grupper angreb fra nord med støtte fra den store Khan i Beijing. Mongolernes invasioner kulminerede i 1283 med Pagan rigets fald og fortsatte frem til 1301. Under denne invasion ankom Marco Polo til landet. Han var i Kublai Khans tjeneste og menes at være den første europæer der betrådte burmesisk jord.

Burma forblev opdelt i småstater baseret på etniske skel frem til det 16. århundrede, hvor de lokale konger i Toungoo atter formåede at forene landet. Den 2. af disse regenter, Bayinnaung udbredte sin magt til det nuværende Laos og Thailand. Under ham nåede landet sin største udstrækning og sin største pragt.

Men statens ødselhed underminerede landbruget og økonomien og medførte en omfattende udvandring af bønder til de omkringliggende lande. Opløsningsprocessen blev yderligere forstærket af tilstedeværelsen af europæiske handelsfolk og disses rivalisering.

I 1740 var det atter engang en konge fra Toungoo, der genetablerede landets enhed med støtte fra briterne, men da hans efterkommere fortsatte projektet for national genopbygning kom det i konflikt med de britiske interesser i Assam (Indien), og den tidligere europæiske allierede vendte sig nu mod burmeserne. Der fandt tre større krige sted i det 19. århundrede mellem Burma og England - i 1820-26, 1852-53 og 1885-86. Under den sidste krig blev kong Thibaw taget til fange og Burma lagt ind under det engelske vicekongedømme i Indien.

I 1930'erne opstod flere nationalistiske bevægelser: en ledet af buddhist-munken U Ottama, der var inspireret af Ghandi; Saya Sans forsøg på at genindføre monarkiet; og endelig de bevægelser der udsprang af universitetet i Rangoon og som forsøgte at kombinere buddhisme med marxisme. I 1936 udviklede en studenterstrejke under ledelse af Aung San sig til en national protest vendt mod briterne.

Den antikoloniale bevægelse var ikke kun udtryk for eliten i byerne. Det internationale rismarkeds kollaps i 1930 og de høje skatter sendte tusindvis af bønder ud i gæld og ruin i hænderne på de britiske banker og de indiske pengeudlånere. Utilfredsheden slog over i fremmedfjendtlighed og i folkelige oprør i 1938 og 39.

Ved udbruddet af 2. verdenskrig dannede en gruppe af antikoloniale folk - kendt som de «30 kammerater» - i Bangkok, Burmas Uafhængighedshær (BIA). Den kæmpede sammen med japanerne mod briterne og i fællesskab indtog de hovedstaden den 7. marts 1943. De etniske minoritetsfolk Karen, Kachin og Chin organiserede støttet af Storbritanien guerillaer, der bekæmpede BIA og japanerne.

1948 Selvstændighed

Japanerne gav den 1. august 1943 landet sin selvstændighed og udnævnte doktor Ba Maw til statschef. Hæren blev stillet under Ne Wins kommando, men der udbrød hurtigt stridigheder mellem japanerne og den socialistiske fraktion blandt de «30 kammerater». 27. marts 1945 erklærede BIA krig mod Japan og blev anerkendt af briterne som Burmas Patriotiske Hær. Den 30. maj marcherede de atter sejrrigt ind i Rangoon, men denne gang ved englændernes side. Aung San organiserede en overgangsregering, og i 1947 blev der udformet en forfatning. Den 19. juni blev Aung San og flere af hans medarbejdere dræbt af en militærenhed i paladset. U Nu overtog posten som premierminister, og den 4. januar 1948 erklærede landet sig selvstændigt.

Landets nye regering blev fra starten angrebet militært fra flere fronter: oprørene blandt de etniske minoriteter, tilstedeværelsen af kinesiske Kuomintang styrker i landet, der var indblandet i narkohandel, samt Aung Sans hærs væbnede kamp. Den var blevet omdøbt til Organisationen af Folkets Frivillige og knyttet til kommunistpartiet.

Den 2. maj 1962 gennemførte general Ne Win et kup mod U Nu, der havde vundet valget i 1960. Ne Win nationaliserede bankerne, risindustrien (der var kilde til 70 % af landets valutaindtægter) og handelen der overvejende var på indiske hænder.

I 1972 fastslog en ny forfatning, at det regerende Burmas Socialistiske Programparti (BSPP) var landets eneste legale politiske organisation.

Ne Win regimet kom i stadig dybere krise efter udbruddet af verdenskrisen i 1973, og oppositionen kritiserede kraftigt den «burmesiske socialisme». I 1979 trak landet sig ud af de alliancefri landes bevægelse. I 81 udpegede Nationalkongressen San Yu til Ne Wins efterfølger. Win trak sig fra posten, men forblev formand for partiet, og bevarede således sin kontrol over landet.

I 1987 førte den stadig alvorligere socio-økonomiske krise til offentlige protester og krav om demokrati. I august indrømmede Ne Win, at der var fejl i de foregående 25 års økonomiske politik. En BSPP kongres udnævnte Sein Lwin til statschef, hvilket udløste en bølge af protester, i hvilken hundredevis af buddhistiske munke og studenter døde i gaderne. Lwin blev blot 17 dage efter sin tiltræden tvunget til at træde tilbage. Hans efterfølger Maung Maung liberaliserede regimet.

Oppositionen forberedte sig nu på de valg, der var udskrevet til afholdelse i maj 1990. Regeringen ændrede landets navn til Unionen Myanmar og afskaffede betegnelsen «socialistisk». Navnet Burma svarede kun til landets største etniske befolkningsgruppe.

Den nationale liga for Demokrati (NLD) fik en knusende sejr med 80 % af stemmerne, mens det regerende Nationale Enhedsparti (det tidligere BSPP) kun fik 10 ud af de 485 pladser i parlamentet. Imidlertid afviste regeringen at anerkende valgresultatet, forbød oppositionens aktiviteter, fængslede eller landsforviste dens ledere og slog hårdt ned på enhver demonstration.

I juli 1989 blev NLD's leder, Aung San Suu Kyi - datter af den heroiske antikoloniale helt, Aung San - dømt til husarrest og fik afbrudt kommunikationen til omverdenen. Hun modtog i 1991Nobels Fredspris.

Oppositionen reorganiserede sig nu på basis af en aftale mellem studenter, buddhistmunke og en række minoriteter. I marts 1992 fordømte FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, massakrerne mod de etniske minoriteter. Alle oppositionens partier blev opløst og erklæret illegale.

I april overtog general Than Swe magten. Han løslod 200 dissidenter og gav tilladelse til genåbning af 31 universiteter og skoler. Samtidig gik Myanmar atter ind i de Alliancefri Landes bevægelse. I september ophævedes krigsrettilstanden, men Amnesty International kunne fortsat berette om tortur i landet.

Med det formål at udarbejde en ny forfatning indsatte militærstyret i januar 1993 et Nationalkonvent. Ved slutningen af året var der efter Amnestys vurdering 1.550 politiske fanger i landet.

En artikel i den nye forfatning fra 1994 slog fast, at præsidentkandidater skulle have levet de forudgående 20 år i landet, ikke kunne være gift med udlændinge eller have børn med udenlandsk statsborgerskab. Artiklen var åbenlyst rettet mod Aung San Suu Kyi, der var gift med en englænder og havde boet udenfor landet i en længere årrække. Militærjuntaen havde et møde med hende i september 1994 - for første gang efter at hun var blevet arresteret. Der blev dog ikke opnået enighed om den nye forfatning.

I juli 1995 blev Aung San Suu Kyi løsladt fra sin husarrest, og hun opfordrede Rådet til genoprettelse af de statslige love og Orden (SLORC) til dialog. Det blev afvist, og rådet svarede igen ved at arrestere snesevis af dissidenter og ved at bevare forbuddet mod politisk debat.

I begyndelsen af året blev en partisanfæstning i Manerplaw indtaget af SLORC. Manerplaws fald var et alvorligt slag for oppositionen, for guerillabasen havde også været hjemsted for demokratiske aktivister og for flere folkelige organisationer, der var knyttet til de forskellige guerillaorganisationer. I januar 1996 fik regeringen en hemmelig aftale i stand om Khun Sa's overgivelse. Han var kendt som «opiumens konge» og leder af chan guerillaen.

Større folkemængder - nogle gange op til 10.000 - samledes i maj og juni regelmæssigt foran Aung San Suu Kyis hus for at udtrykke deres støtte til hende. I juni forbød SLORC udtalelser rettet mod regeringen, og truede med fuldstændig at forbyde NLD's aktiviteter og arrestere dens medlemmer for ulovlig sammenslutning. I juli kritiserede Amnesty regeringen for at tilbageholde hundredevis af NLD medlemmer. I nogle tilfælde for blot at have set videoer med Aung San Suu Kyis taler i deres private hjem.

Militæret søgte nu at udnytte NLD's svækkelse ved at indkalde til månedlige pressekonferencer for den nationale og internationale presse, som SLORC indtil kort tid forinden havde karakteriseret som tendentiøs. I 1996 søgte SLORC at fremme det offentlige byggeri og ejendomsmarkedet - der er centrum for hvidvaskning af narkodollars. Både statslige og udenlandske investeringer blev kastet ind i denne sektor.

Samme år beordrede militærjuntaen 250 NLD medlemmer arresteret for at have planlagt at festligholde partiets sejr ved valget i 1990. Regimet vedtog desuden en lov, der forbød NLD's politiske møder.

Alligevel fortsatte tusindvis af Aung San Suu Kyis tilhængere med at samles foran hendes hus. Det lykkedes endvidere NLD at udforme grundlaget for en ny forfatning, ifølge hvilken de væbnede styrker ikke ville kunne deltage i regeringsarbejdet. Militærjuntaen afviste imidlertid at indlede en dialog, og krævede at militæret fortsat skulle spille en fremtrædende rolle i landets politiske liv.

Arrestationerne af NLD medlemmer fortsatte i 1996, og regeringen nedlagde stadig flere restriktioner på Aung San Suu Kyis aktiviteter, indtil den forbød hende at anvende telefonen.

SLORC blev efterhånden udsat for et stigende internationalt pres - især fra USA og EU  - og juntaen gav derfor i 1997 en række indrømmelser. I september tillod den NLD at afholde sin første kongres i 7 år, selv om kun halvdelen af de 600 delegater fik tilladelse til at deltage. Amnesty International opfordrede FN til at lægge pres på regimet for at få det til at løslade 90 samvittighedsfanger og omkring 1.200 politiske fanger.

I et forsøg på fornyelse, opløste juntaen sig i slutningen af 1997, og i stedet oprettedes Statsrådet for fred og Udvikling (SPDC). I juli samme år blev landet optaget i de sydøstasiatiske landes samarbejdsorganisation, ASEAN.

I begyndelsen af 1998 steg inflationen betydeligt som konsekvens af børskrisen i Sydøstasien. Samtidig blev rishøsten langt mindre end forudset. Ris er landets vigtigste forbrugsvare og eksportartikel.

I august 1998 indledte militæret en voldsom kampagne mod Suu Kyi, der var blevet tilbageholdt ved en vejkontrol, da hun for 4. gang forsøgte at forlade hovedstaden for at mødes med sine tilhængere. Juntaen karakteriserede Suu Kyi som «samfundets fjende nummer et». Regeringens aviser meddelte, at de der mødtes med hende «ikke vile komme til at leve længe».

Regeringens politiske chikane aftog ikke de følgende måneder. Under en festligholdelse for de væbnede styrker i marts 2000 erklærede Than Shwe, at oppositionen ville blive «elimeret», hvis den truede «landets stabilitet». Than Shwe opfordrede samtidig til national enhed og til at de partisaner, der kæmpede ved grænsen, undertegnede en våbenhvileaftale «og hurtigt slog sig sammen med hæren».

En demonstration mod militærjuntaen førte til, at Suu Kyi og flere medlemmer af hendes parti blev sat i husarrest. Internationale protester fik militærregeringen til at benægte, at dette skridt var blevet taget. Den erklærede i stedet, at de politiske ledere havde «bedt om tilladelse til at kunne blive i deres hjem», mens påstande om terrorisme i oppositionspartiet blev undersøgt. Efter nogle uger ophævede militæret i september restriktionerne rettet mod Suu Kyi og åbnede atter telefonerne til hendes hjem.

Kilde: Guia del Mundo

Læs Argumenter for og imod at rejse til Burma