Du starter på Tegl-etapen i Sønderhav ved at følge vejen langs vandet. Vejen går hurtigt over i en sti til Rønshoved, hvor du slår et sving ad asfaltvejen rundt om Rønshoved Højskole.

Efter Rønshoved Højskole går Gendarmstien igen ned til vandet og følger kysten helt til Huk. Undervejs kommer du forbi flere ruiner efter gamle teglværker.
I tilfælde af dårligt vejr kan du forlade Gendarmstien ved Knudsmade og gå nord om maden. Du kan også slå vejen forbi Benniksgaard via stierne på golfbanen og gå gennem lågen. Du skal holde dig på stien, og det er en god idé at tage sig i agt for flyvende golfbolde. Ruten er markeret med hvide mænd på blå baggrund.
På vej ned til vandet igen, kommer du forbi Rinkenæs Forfyr, det første ud af tre små fyr på denne del af ruten. Ved Lærkelunden Camping følger du strandkanten over de to broer og langs vandet, til du kommer op i Alnor Strandpark.                   

Efter Lærkelunden kan du i vintermånederne eller ved højvande vælge at tage den alternative rute forbi butikken for de kreative "Papirmuseets By", da området langs vandet kan være meget sumpet. Ruten er markeret med hvide mænd på blå baggrund.
Ved broen over Egernsund tager du trappen op på sydsiden af broen og tager vindeltrappen ned på den anden side. Derefter går Gendarmstien ind gennem Egernsund, forbi Egernsund Kirke, Lågemade Forfyr og videre forbi lystbådehavnen Marina Minde. Marina Minde er opkaldt efter teglværket Mindes Teglværk, der tidligere lå samme sted, og det er muligt at tage en tur rundt i teglværksarbejdernes kvarter.

Ved Rendbjerg drejer Gendarmstien op i landet, og du går nu over Munkebakke med udsigt til Skodsbøl Forfyr. Herefter går stien ind gennem Broagers stisystemer. Undervejs kan du bestige Nejs Bjerg og nyde udsigten. Gendarmstien går derefter forbi Cathrinesminde Teglværksmuseum og videre ad den gamle vej langs de gamle fisker- og teglværksboliger ud til Brunsnæs.
Ved Cathrinesminde Teglværk starter Teglværksstien, som følger Gendarmstien til Brunsnæs.
Kort før Brunsnæs kan du dreje op ad Klør Fire og nyde områdets bedste udsigt via Æ Feltbjerresti.

Munkemølle slugten - KnudsmadeLandskabet omkring Keldsbjerg, Bækken, Munkemølle og Knudsmade udgør et geologisk, botanisk og ferskvandsbiologisk interesseområde med særlig vægt på den langstrakte Munkemølleslugt, der som en særdeles markant tunneldal, strækker sig fra Keldsbjerg til Møllebugten.
Knudsmade er en strandeng, som til tider bliver oversvømmet i vinterhalvåret. Derfor er naturforekomsten også her af helt speciel karakter, da der kun kan vokse planter som tåler salt. Knudsmade bliver græsset af kvæg.

Nybøl Nor Nybøl Nor ligger øst for Gråsten. Det 6,5 km² store farvand er via det smalle Egernsund forbundet med Flensborg Fjord. Det trugformede bassin er indtil 8 m dybt og udformet af en kæmpemæssig dødisklump i en issø. De fleste af bredderne består af tykke lag af issø-ler der har været grundlaget for en stor teglproduktion; seks teglværker ligger stadig ved den østlige bred. Noret er EU-fuglebeskyttelsesområde og nationalt geologisk interesseområde.

Æblet fra Gråsten. I nærheden af klosteret L’Abaye de Hautcombe ved Lac du Borget i Savoyen fandt lensgreve Frederik Ahlefeldt den Yngre i 1669 et ganske særligt æbletræ. Betaget af de saftige æblers sødme besluttede greven at købe et par træer til sit slot i Gråsten – og dermed satte han spiren til det, der mange år senere skulle blive kåret som hele Danmarks nationalfrugt. Gråstenæblet – eller gravenstein som det også bliver kaldt – er gennem århundreder blevet dyrket i Gråsten Slotshave. Podekviste er blevet solgt til hele verden, og så langt væk som i Californien afholder man hvert år ”Gravenstein Apple Fair”.

På vandringen fra Sønderhav til Sandager kommer du forbi flere mindre huse, der i sin tid blev opført som boliger for grænsegendarmerne. Grænsegendarmerne har det meste af tiden levet et fredeligt liv. På deres daglige patruljer til fods eller på cykel har de fulgt årstiderne skifte og måske fået en snak med de lokale.

Men livet som grænsegendarm var også farefuldt, ikke mindst under 2. Verdenskrig. Allerede inden det nazistiske Tyskland den 9. april 1940 indledte angrebet på Danmark med landgang i en række centrale danske havnebyer kl. 04.15, var de første skud blevet løsnet. To overgendarmer havde allerede fra tidlig morgen været på vagt ved viadukten under jernbanen i Padborg, og kort før kl. 4 stødte en tredje til. De tre havde fået ordre på at møde i Bov, hvorfra de sammen med deres kolleger skulle transporteres nordpå. Men så langt nåede de aldrig. Pludselig kom tre civilklædte personer imod gendarmerne og adspurgt, svarede personerne på tysk, at de var på vej til banegården. Herefter trak de deres pistoler, skød de tre grænsegendarmer og forsvandt i løb. Den ene gendarm blev dræbt på stedet, og de to øvrige døde efterfølgende af deres sår. Tre civilklædte personer skød og dræbte gendarmerne, der blev besættelsens første danske ofre.
Efterfølgende nægtede besættelsestropperne ethvert kendskab til mordene, og først efter krigen kunne man fastslå, hvem der stod bag. Besættelsesmagten havde indsat to grupper civilklædte specialstyrker for at forhindre, at jernbanebroerne i Padborg og ved Vidåen syd for Tønder blev sprængt. Man ved ikke, om de tre gendarmer havde planer om at sprænge broerne i luften. Men begge broer var gjort klar til sprængning, og der var boret huller til sprængstof i betonen.   

S.B. Paludan-Müller: Gendarmchefen der kæmpede og faldt. Med rang af oberst var Svend Bartholin Paludan-Müller chef for grænsegendarmerne fra 1934 til 1944. Paludan-Müller var vokset op som præstesøn på Sydsjælland, men bosatte sig senere i Gråsten, og allerede fra besættelsens begyndelse markerede han sig som stærk kritiker af den danske regerings samarbejdspolitik. Den 26. maj 1944 anholdt den tyske besættelsesmagt en række højt placerede sønderjyske politifolk. Man havde - med rette - oberst Paludan-Müller mistænkt for at være aktiv i den danske modstandsbevægelse, men da man om formiddagen mødte op på hans bopæl, forskansede Paludan-Müller sig på loftet. Efter en skudveksling prøvede byens præst at tale gemytterne til ro, men obersten nægtede at overgive sig. Hans kone og datter blev ført bort fra huset, og de tyske soldater satte ild til det. Efter yderligere tre timer kom der ikke flere skud fra loftetagen. Overalt i Gråsten gik flagene på halv, og på trods af besættelsesmagtens voldsomme protester lukkede byens butikker i sorg over Paludan-Müllers død. Fra tysk side blev der nedlagt forbud mod, at obersten blev begravet i Sønderjylland, men der er i dag opført en mindemur for ham, hvor hans bolig lå i Gråsten.
Da besættelsesmagten i 1944 arresterede politifolk over hele landet, blev 291 grænsegendarmer sendt til Frøslevlejren. 141 blev sendt videre til kz-lejren Neuengamme, og af dem omkom 36 under deres ophold.

Tegl, tegl, tegl…Når du krydser Egernsundbroen, kan du kigge ind i Nybøl Nor. Her havde teglværkerne gennem generationer afgørende betydning – for naturen og for de mennesker, der levede og arbejdede her.
Fra middelalderen og helt op til vor tid var Egernsund knudepunkt ikke bare for områdets, men for hele Nordeuropas teglværksindustri. Selvom man i dag stadig finder teglværker i området, er fordums storhedstid nu ovre. Historierne lever dog stadig, og resterne er lette at få øje på. Var teglværkernes sten ikke helt perfekte, blev de smidt langs strandkanten. På den måde kom man af med affaldet – og man skabte fundamentet for de mange anløbsbroer, så skibene kunne få lasten om bord.

Teglværkernes historie. I mere end tusinde år har man hentet det dyrebare ler op fra undergrunden og brugt det til at opføre huse, slotte, kirker og forsvarsværker. Teknikken med at brænde ler til mursten og tegl er gennem tiderne blevet forædlet, men helt op til midten af 1900-tallet foregik både lergravning og forarbejdning af stenene i hånden. En arbejder kunne håndstryge op til 6.000 sten i løbet af en arbejdsdag. Arbejdet i lergravene var sæsonarbejde og foregik kun, når jorden var fri for frost. Derfor var teglværkerne ofte kun i drift fra april til oktober. Arbejdet var både hårdt og farefuldt, og man risikerede at styrte ned i lergravene, brænde sig på de store ovne, drukne når stenene skulle lastes eller blive klemt fast, når de tunge læs skulle flyttes. Kvinder og børn hjalp til, når stenene skulle vendes under tørringen i det fri, og ofte arbejdede hele familien på teglværket.
Flensborgstenen skabte et mere sikkert liv. I 1700-tallet var området særligt kendt for de helt specielle Flensborgsten. Flensborgstenen var faste, gule teglsten og en smule tyndere, end de sten vi kender i dag. Da København brændte i 1728, blev mange af husene genopført ved brug af netop Flensborgsten. Efterhånden som det blev mere udbredt at anvende mursten i stedet for bindingsværk, blev bygningerne mere brandsikre.

Egernsundmalerne – den glemte kunstnerkoloni. De fleste danskere kender Skagensmalerne, men kun de færreste ved, at Egernsund i samme periode var samlingspunkt for en blomstrende kunstnerkoloni. Præcis som i Skagen fandt Egernsundmalerne inspiration i naturen og omgivelserne. Teglværkernes kraftige røde farver, vandet og de skiftende lysforhold samt det rolige liv med fragtskibe, færger og fiskere gjorde Egernsund til et oplagt sted at eksperimentere med friluftsmaleriet. Det specielle ved Egernsundmalerne er deres brug af mange kraftige farver, og deres stil kan betegnes som en slags overgangsstil mellem naturalismen og ekspressionismen.
Malerne tillagde ikke de nationale grænser større betydning, og det var snarere personlige og praktiske forhold, der gjorde, at de fleste rejste til Tyskland, da Egernsund blev dansk i 1920. Grænsedragningen fik dog i høj grad betydning for, hvordan kunstnerkolonien blev husket henholdsvis nord og syd for grænsen. Kunsthistorisk er kolonien betragtet som tysk, og i Tyskland er Egernsundmalerne anerkendte og værdsatte. Men i tiden efter genforeningen var der fra dansk side en kraftig afstandstagen til alt, der var tysk. Derfor er både malerne og deres værker stort set ukendte for danskerne, selvom flere af kunstnerne faktisk blev født i områder, der var danske indtil 1864. I dag er ca. 50 af Egernsundmalernes værker en fast del af udstillingen på Museumsberg Flensburg – og lokale kræfter arbejder på at etablere et tilsvarende museum i Egernsund. Håbet er, at også danskerne får øjnene op for den glemte kunstnerkoloni.
 

Den letteste vej går over vandet. Selvom de i dag glider langsomt forbi, derude på fjorden, var skibene ofte den hurtigste vej fra sted til sted. I gamle dage var de fleste veje temmelig ufremkommelige. Man bumlede over stok og sten i hestevogne, og det var svært at transportere større mængder gods over lange afstande.
Når beboerne i det område, du vandrer i gennem, formåede at udnytte istidens ler til en omfattende teglværksindustri, var det ikke mindst på grund af de gode adgangsmuligheder for skibene. Flensborg Fjord lå som en livsgivende åre, der bragte fremgang og udvikling til byerne, og fjordtrafikken har gennem tiderne spillet en afgørende rolle. Ad søvejen skaffede man sig adgang til den øvrige verden, og man fik inspiration fra de mange, der kom sejlende til.

Når skibene kom sejlende op gennem fjorden for at hente teglsten, medbragte de kul til teglværkernes mange ovne. Al lastning foregik manuelt, og oprindeligt havde man ingen anlægsbroer, men lastede først pramme, der sejlede ud til de ventende skibe. Mange arbejdere mistede livet ved drukneulykker. Selvom lastearbejdet var både farligt og hårdt, blev det ofte udført af kvinder, fordi det omfattende arbejde krævede mange hænder, og kvindernes arbejdskraft var den billigste, man kunne få. En kvinde kunne i løbet af en dag bære op mod 8.000 sten.

I 1924 blev 12.000 tons kul og 75.000 tons tegl transporteret på skibe til og fra teglværkerne ved Egernsund.
Pramme brugt til troppetransport. Efter nederlaget ved Dybbøl i april 1864 forskansede de danske styrker sig på Als. I slutningen af juni planlagde preusserne at invadere øen, og derfor indsamlede de alle robåde og pramme i området, så bådene kunne bruges til at transportere de preussiske tropper over Als Sund. Teglværkernes pramme var særligt velegnede og var derfor i høj kurs. Preusserne sejlede over Als Sund i ly af mørket natten til den 29. juni 1864, og Slaget om Als endte med et sviende dansk nederlag.

Dampskibene i fast rutefart. I 1866 begyndte Flensborg Compagnie at sejle med dampskibe på Flensborg Fjord. Senere kom flere til, og i 1877 havde området 50 daglige afgange, fordelt på 32 anløbsbroer. Samme år transporterede de i alt 23 dampskibe en million passagerer, og man indsatte større og mere komfortable skibe på ruten. Dampskibenes succes holdt helt frem til 1. Verdenskrig, hvor en stor del af skibene blev inddraget til krigsbrug.
Dampskibet Alexandra. Det historiske dampskib Alexandra er byen Flensborgs maritime vartegn. Skibet blev bygget i 1908 og navngivet efter kejser Wilhelms niece. Alexandra var i drift frem til 1975. Siden er det blevet restaureret og sejler nu igen på Flensborg Fjord i sommerhalvåret.

Gråsten Slot. Gråsten Slot har gennem tiderne været ejet af nogle af Danmarks mest indflydelsesrige familier. Grev Gregers Ahlefeldt opførte det første Gråsten Slot i begyndelsen af 1600-tallet. Navnet stammer fra slottets grå sten, der naturligvis blev fremstillet på et lokalt teglværk. I første halvdel af 1700-tallet blev Gråsten Slot købt af hertugslægten i Augustenborg, men kort tid efter udbrød en voldsom brand, og kun slotskirken stod tilbage. Slottet blev genopført af hertug Frederik Christian den 1., som med sine gode forbindelser til det danske kongehus blev gift med kong Christian den 7.’s datter, Louise Augusta i 1786. Alliancen var dog ikke helt så fornem, som den så ud til. Det var nemlig almindeligt kendt, at prinsessen var resultatet af dronning Caroline Mathildes affære med kongens livlæge, den tyske Johann Friedrich Struensee. En affære, der kostede Struensee livet, og dronningen en landsforvisning.
Gråsten Slot var i skiftende hertugers eje helt frem til 1921, hvor den danske stat købte det for fem millioner kroner. I 1935 fik kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid brugsretten til Gråsten Slot i bryllupsgave, og siden har kongefamilien hver sommer været samlet her. Den smukke slotshave med sit væld af spændende roser og rododendron, er åben for besøg.

Gråsten Slot, Slotsbakken, 6300 Gråsten
http://slks.dk

Egernsund kirke. Den smukke røde sømandskirke ligger direkte ud mod Flensborg Fjord, og er naturligvis bygget af sten fra området. Det var teglværksejernes koner som havde sat sig for, at der skulle være kirke i Egernsund, og så måtte de kære mandfolk give den økonomiske opbakning. Et besøg på kirkegården afslører også, hvordan mange af områdets beboere kom lang vejs fra for at arbejde på teglværkerne. Tyske, polske og svenske navne præger gravstenene, og årstallene fortæller deres helt egen historie om hårdt og nedslidende arbejde.
”Rendbjerg Slot”. På Rendbjergvej 9 opførte daværende direktør og medejer af Rendbjerg Teglværk, Hans Heinrich Ditmer Jr. i 1872 et imponerende hus, der hurtigt af de lokale fik tilnavnet ”Rendbjerg Slot”.
Cathrinesminde TeglværkI gamle dage lå otte teglværker langs Iller Strand, men i dag er Cathrinesminde som det eneste bevaret. Teglværket var i drift fra 1732 til 1968 og rummer i dag et spændende indblik i teglværkernes historie.

Cathrinesminde Teglværk Illerstrandvej 7, 6310 Broager
https://msj.dk/cathrinesminde/

Teglværksstien. Langs Iller Strand får Gendarmstien følgeskab af Teglværksstien på et stykke af vejen. Her er opsat informationspunkter, hvor du kan se spor efter de forsvundne teglværker, og fra stien kan du se tilvoksede lergrave, nedbrudte landingspladser og spor efter ovne og æltemøller.

Broager Kirke. Broager Kirke blev opført allerede i 1100-tallet af munkesten, men de karakteristiske gotiske spir kom først til omkring år 1400. Selvom kirken er viet til Jomfru Maria, er dekorationerne indenfor præget af Sankt Jørgens martyrium. Sankt Jørgen, der også er kendt som Sankt Georg, skulle ifølge legenden have reddet en by og en smuk jomfru fra en drage. I middelalderen påkaldte man Sankt Jørgen mod spedalskhed, og det var almindeligt, at kirker langs vigtige veje havde indrettet et kapel, der var viet til ham.
To søstre gav Broager Kirke sine to spir. Sagnet vil vide, at tårnet ved Broager Kirke blev rejst med dobbelt spir til minde om to søstre, der boede på et nærliggende slot. Søstrene var sammenvoksede ved lænden, og da den ene døde, levede den anden kun i få dage. Hun bestemte, at alt deres gods skulle sælges, og der i stedet skulle opføres en kirke. Det blev fortalt, at kirkens højeste spir repræsenterer den længstlevende søster.
I virkeligheden er spirene på Broager Kirke lige høje, men vestenvinden får dem til at hælde, så det ene virker højere end det andet. Under ”Seværdigheder i nærheden” kan du læse mere om Broager Kirkes historie.

• Bjerg-etapen
• Tegl-etapen
• Krage-etapen
• Strand-etapen
• Mølle-etapen
•