Træk af Portugals nyere historie

Efter 30 års krig opnåede Portugal med Lissabontraktaten den 10. december 1640 at få anerkendt sin uafhængighed af Spanien. Men landet var ruineret efter de tre årtiers kamp mod Spanien og kunne blot se passivt til, mens de nye sømagter erobrede næsten alle dets kolonier i Afrika og Asien. Brasilien forblev dog portugisisk. Englands erobring af pladsen som verdens stærkeste søfartsnation skubbede Portugal længere i baggrunden, og Methuen traktaten cementerede dets politiske og økonomiske afhængighed af den nye stormagt. Selv ikke de reformer som José I's minister, Pombal gennemførte kunne mindske denne afhængighed af briterne. José I var ligesom Bourbon'erne i Spanien influeret af den franske oplysningstid. Han fik igangsat en række reformer af landets økonomi og af koloniadministrationen. I samme periode gav opdagelsen af store guldforekomster i Brasilien dets sidste store økonomiske opsving.

Afhængigheden af England blev yderligere øget, da Portugal måtte søge hjælp for at fa bragt Napoleons besættelse af landet 1807-11 til ophør. Den franske besættelse medførte desuden, at Brasilien gjorde sig fri af kolonimagten. Det portugisiske hof havde søgt tilflugt samme steds i 1808. Under besættelsen oplevede Brasilien en kraftig vækst i sin handel - især med England. Da Napoleons kontrol over Europa var ved at være til ende, var det fremstormende brasilianske borgerskab imidlertid ikke villig til atter at lade sig skubbe i baggrunden. I 1821 erklærede landet sig for uafhængigt, mens Portugal var præget af kampe mellem på den ene side en sektor der gik ind for genindførelse af enevælden, og på den anden liberale grupper der ønskede større deltagelse i de politiske processer. En strid der bragte landet på randen af borgerkrig.

Portugal bevarede sine traditionelle landbrugsstrukturer, mens andre lande i Europa indledte en accelereret industrialiseringsproces, der hurtig gav grundlag for økonomisk udvikling. Portugal gik således ud af det 19. århundrede som et økonomisk tilbagestående land, der havde mistet den største og rigeste af sine kolonier, og som desuden var kastet ud i en dyb indre politisk krise.

1910 Republik
Monarkiet var ude af stand til at skabe tilstrækkelig stabilitet til at kunne igangsætte en fornyet økonomisk udvikling. Det blev endelig afskaffet i 1910 ved en omfattende alliance blandt liberale oppositionskræfter, og således indledte landet sin republikanske etape. Da den imidlertid havde fået væltet monarkiet, begyndte den brede alliance af liberale og republikanere at udvise tegn på svaghed og interne uoverensstemmelser, hvilket hindrede den i at udforme et fælles regeringsprogram. Blandt de få punkter de kunne blive enige om var gennemførelsen af en aktiv politik vendt mod kirken, der havde været en nær allieret med monarkiet. Samtidig var det fortsat i besiddelse af vigtige privilegier og magt indenfor områder som uddannelse. De liberales uduelighed i regeringen og den udstrakte forfølgelse af repræsentanter for det gamle styre fremmede samtidig udviklingen af en omfattende oppositionsbevægelse.

Under den 1. verdenskrig kæmpede Portugal på Englands side. Resultatet var blot en yderligere uddybning af den økonomiske krise og tilsvarende øgning af utilfredsheden. Politisk ustabilitet og økonomisk stagnation var karakteristisk for hele perioden og var baggrunden for, at en gruppe officerer fra højrefløjen i 1926 gennemførte et militærkup.

Træk af Portugals historie i de senere år:

I marts 2011 forsøgte den demokratiske regering at få vedtaget en ny «Vækst- og Stabilitetspakke» i lyset af at landet var ved at gå konkurs. Pakken ville have medført endnu mere drastiske offentlige nedskæringer og skattestigninger, men oppositionen valgte at stille en mistillidsdagsorden til regeringen, der faldt med 97 stemmer mod 133. Det konservative «socialdemokrati» valgte at stemme sammen med oppositionen og bragte derved regeringen til fald. Præsidenten udskrev derefter nyvalg til afholdelse i juni. Socrates fortsatte som leder af en midlertidig regering og var i april nødt til at anmode EU om financiel støtte. Portugal blev dermed det 3. land efter Irland og Grækenland der var ved at gå konkurs under krisen. EU erklærede imidlertid at Portugal var nødt til at gennemføre endnu mere voldsomme nedskæringer end de regeringen var faldet på i marts, hvis den skulle have støtte fra EU. I midten af maj vedtog EU en hjælpepakke på 78 mia. € og få dage senere vedtog IMF at bidrage med yderligere 26 mia. € under samme vilkår som EU.

Valget i juni blev en katastrofe for det regerende socialistparti, der gik 8,5% tilbage til 28%. Endnu værre gik det for venstrefløjsalliancen B.E. der gik 4,6% tilbage til 5,2%. Det konservative socialdemokrati PSD gik til gengæld 9,6% frem til 38,7%, lige som det konservative CDS-PP gik frem. Efter valget dannede PSD og CDS-PP en flertalsregering med 132 ud af parlamentets 230 pladser bag sig. Flere pegede på det fornuftige i at danne en bred samlingsregering hvor også socialistpartiet indgik, men det var ikke muligt. PSD formanden Pedro Passos Coelho blev ny premierminister. I juli nedgraderede rating instituttet Moodys landets statsobligationer til junk-status. Fitch nedgraderer ligeledes til junk i november og Standard & Poors i januar 12.

I november gennemfører fagbevægelsen 1 uges generalstrejke i protest mod regeringens økonomiske politik. I marts 2012 gennemfører de offentligt ansatte en 24 timers generalstrejke i protest mod regeringens ændring af arbejdsmarkedslovgivningen, fyringerne indenfor det offentlige og sænkningen af lønnen med 20%.

Den nye regering var den mest reaktionære siden militærdiktaturets dage. Coelho erklærede at adgangen til abort ville blive afskaffet og det samme gjaldt ægteskab mellem homoseksuelle. Regeringen gik i gang med at fyre indenfor dete offentlige og annoncerede at op mod 100.000 offentlige ansatte ville blive fyret. De tilbageblevne fik sat deres løn ned med 20% i 2012. Samtidig blev der skåret i pensioner og udgifter til sundhed og uddannelse. Momsen blev sat i vejret og en række offentlige virksomheder blev privatiseret. Det gjaldt firmaer indenfor energisektoren, luftfartselskabet TAP, banker og TV kanaler. Understøttelsesperioden blev reduceret fra 18 til 12 måneder. Nedskæringspolitikken var så voldsom, at selv regeringspartneren CDS-PP lagde afstand til den og i juli 2013 trådte både finansministeren og udenrigsministeren tilbage i protest mod den brutale politik.

Mens andre blev skåret ned, gav regeringen 3 mia. € i støtte til landets største bank Millenium BCP i juni 2012. I november 2012 gennemførtes en ny generalstrejke mod regeringens økonomiske politik og flere hundrede tusinde demonstrerede foran parlamentet. Den fredelige demonstration blev angrebet af politiet og 48 demonstranter blev såret.

Regeringens nedskæringspolitik fik landets økonomi til at trække sig voldsomt sammen, og det samme gjorde regeringens indtægter derfor. Mens gælden i 2011 da EU bistandspakke blev vedtaget udgjorde 107% af landets økonomi, var den i 2013 vokset til 128% - primært som følge af faldet i BNP. Arbejdsløsheden steg i samme periode fra 11% til 17,7%. Væksten i BNP var i 2012 negativ med 3%.

Regeringen havde i 2011 accepteret EU's krav om at underskuddet på statsbudgettet i 2013 skulle ned under 3%. I november 2013 gennemførte regeringen nye fyringer indenfor det offentlige, samt sænkning af løn og pensioner. Sammentrækningen af landets offentlige sektor var dramatisk. I 2005 var 747.880 offentligt ansatte; ved udgangen af 2013 var tallet 563.595 - et fald på 25%. 19% af landets befolkning levede da under fattigdomsgrænsen.

Portugal var et land i hastig opløsning, hvor de der kunne flygtede til Angola, Mocambique, Brasilien, Australien eller Nordeuropa. Det gjaldt først og fremmest de unge, der kun havde ringe mulighed for at få arbejde i Portugal.

I andet halvår 2014 forlod landet EU's kriseprogram, fordi økonomien angiveligt var på ret kurs. Den offentlige gæld var da på 134% af BNP - højere end på noget tidligere tidspunkt. Før EU's kriseprogram blev indledt var gælden 95%. EU's nedskæringspolitik havde med andre ord blot drastisk forværret situationen.

I september 2014 blev landet underkastet et periodisk eftersyn af menneskerettighederne i FN's Menneskerettighedsråd. Mange lande noterede sig, at regeringens voldsomme nedskæringspolitik satte menneskerettighederne under pres, da stadig flere ikke havde mulighed for at arbejde, få en uddannelse eller en bolig. Det blev samtidig noteret, at landets fængsler var voldsomt overfyldte med negative konsekvenser for både indsatte og personale. Politiet anvender hyppigt overdreven vold mod arrestanter og fanger, og bl.a. Amnesty International anbefalede at regeringen nedsatte et råd til undersøgelse af jævnlige rapporter om tortur. Endelig var diskrimination et stigende problem - både racediskrimination og diskrimination mod LGBT personer.