Klik - her - eller under teksten for at komme videre.
César Manrique (1919-1992) blev født i Arrecife, Lanzarote.

Lanzarotes multikunstner Det er svært at sige Lanzarote uden at sige César Manrique. Han er ikke bare en berømt kunstner fra øen. På mange måder er han øen, også nu flere år efter sin død. Få mennesker har sat så voldsomt et præg på et område som han. Manrique blandede sig i alt, og han var god til at få sin vilje, ofte med hjælp fra sine nære venskaber med politikere og kunstnere over hele verden.
Han blev født i Arrecife 24. april 1919. Han havde en meget lidt kunstnerisk opvækst, og som ung kæmpede han på Francos side i borgerkrigen. Efter krigen skiftede han rundt mellem kunstarterne i Madrid, snart på kunstakademi, snart på filmskole. I 1950’erne begyndte han at male de abstrakte malerier, der gjorde ham verdensberømt. Et medlem af den kunstinteresserede Rockefeller-familie fik ham til New York, hvor han havde stor succes, men i 1968 pakkede han det hele sammen og tog hjem. Han fornemmede, sagde han, at hans ø havde brug for ham.
Og det var rigtigt. Manrique protesterede højrøstet mod turistindustrien, der var ved at forvandle hans ø til et tivoli. Han fik sat gang i en bevidst turistpolitik, der både tog hensyn til øens natur og dens indbyggere. Selv om det ikke står i nogen lov, så bygger man stadig kun i to etager i landsbyerne – sådan som han foreslog. Kystlinjerne bliver holdt fri. Også vejafgrænsningerne i natursten og forbuddet mod store reklameskilte er hans idé.
Næsten alle bygninger af betydning på øen har hans fingeraftryk. Manrique sagde ja til det hele, han havde en ustyrlig energi og idérigdom og strøg fra det ene projekt til det næste. Tiden blev ikke brugt i tegnestuen. Når han skulle tegne, skete det gerne på selve byggepladsen. Restauranten til San José-borgen tegnede han direkte på jorden med en stav. Han kunne også tegne på bagsiden af en tændstikæske eller tegne grundplanen på nye huse af med kridt på vejen – så fik man et bedre overblik, mente han. Nogle gange fortalte han bare, hvordan han ville have det, og så måtte man prøve at huske det undervejs i byggeriet. Andre gange stod Manrique selv på byggepladsen og dirigerede arbejderne som en anden orkesterleder. Arkitekter og landmålere kom bagefter for at lave tegninger til arkiverne.
Hans byggefilosofi var, at man kunne bygge alt i naturen, bare man gjorde det på en naturlig måde med naturlige materialer. Tingene skulle passe ind – gerne smelte sammen, sådan som fx hans byggerier gør med bjergene.Seks måneder før sin død skænkede han hele sin formue og sit hjem til en fond, Fundación César Manrique. Fonden har til huse i Manriques hjem i Tahiche, Taro de Tahiche.        
César Manrique døde ved en trafikulykke, da han kørte ud fra Fondens hovedkvarter 25. september 1992. Han er begravet i Haria, hvor han boede de sidste år, ikke i et af de sædvanlige betonskabe, men i et fritliggende gravsted med en enkelt palme og en lavasten med påskriften: C. Manrique.

Lanzarotes mest kendte kunstner. Skaberen bag øens turistmagneter. Indflydelsen fra ​​César Manrique, universel kunstner og pioner inden for økologi går ikke ubemærket hen blandt de, der besøger øen. Hans kreativitet og især hans ekstraordinære vision om forholdet mellem natur og menneske, har sat sit tydelige præg på mange af hans kunstværker og arkitektur. Har har også påvirket indbyggernes tankegang på Lanzarote og De Kanariske Øer. Han har selvfølgelig også sat sit tydelige præg på de markante turistmagneter på øgruppen. César Manrique arbejdede i årtier på at skabe et feriemål, der skulle være tro mod sig selv, for derved at blive noget særligt – også for turisterne. Han har en stor del af æren for, at det er turisterne, der har overgivet sig til Lanzarote – og ikke omvendt. Forlystelsesparker, museer, hotelbyer og attraktioner er anlagt, så de ikke bare glider ind i det naturlige landskab, men bidrager til det.