Klik -
her - eller under teksten for
at komme videre.
César Manrique (1919-1992) blev født i
Arrecife, Lanzarote.
Lanzarotes multikunstner Det er svært at sige
Lanzarote uden at sige César Manrique. Han er ikke bare en berømt kunstner fra
øen. På mange måder er han øen, også nu flere år efter sin død. Få mennesker har
sat så voldsomt et præg på et område som han. Manrique blandede sig i alt, og
han var god til at få sin vilje, ofte med hjælp fra sine nære venskaber med
politikere og kunstnere over hele verden.
Han blev født i Arrecife 24. april 1919. Han havde en meget lidt kunstnerisk
opvækst, og som ung kæmpede han på Francos side i borgerkrigen. Efter krigen
skiftede han rundt mellem kunstarterne i Madrid, snart på kunstakademi, snart på
filmskole. I 1950’erne begyndte han at male de abstrakte malerier, der gjorde
ham verdensberømt. Et medlem af den kunstinteresserede Rockefeller-familie fik
ham til New York, hvor han havde stor succes, men i 1968 pakkede han det hele
sammen og tog hjem. Han fornemmede, sagde han, at hans ø havde brug for ham.
Og det var rigtigt. Manrique protesterede højrøstet mod turistindustrien, der
var ved at forvandle hans ø til et tivoli. Han fik sat gang i en bevidst
turistpolitik, der både tog hensyn til øens natur og dens indbyggere. Selv om
det ikke står i nogen lov, så bygger man stadig kun i to etager i landsbyerne –
sådan som han foreslog. Kystlinjerne bliver holdt fri. Også vejafgrænsningerne i
natursten og forbuddet mod store reklameskilte er hans idé.
Næsten alle bygninger af betydning på øen har hans fingeraftryk. Manrique sagde
ja til det hele, han havde en ustyrlig energi og idérigdom og strøg fra det ene
projekt til det næste. Tiden blev ikke brugt i tegnestuen. Når han skulle tegne,
skete det gerne på selve byggepladsen. Restauranten til San José-borgen tegnede
han direkte på jorden med en stav. Han kunne også tegne på bagsiden af en
tændstikæske eller tegne grundplanen på nye huse af med kridt på vejen – så fik
man et bedre overblik, mente han. Nogle gange fortalte han bare, hvordan han
ville have det, og så måtte man prøve at huske det undervejs i byggeriet. Andre
gange stod Manrique selv på byggepladsen og dirigerede arbejderne som en anden
orkesterleder. Arkitekter og landmålere kom bagefter for at lave tegninger til
arkiverne.
Hans byggefilosofi var, at man kunne bygge alt i naturen, bare man gjorde det på
en naturlig måde med naturlige materialer. Tingene skulle passe ind – gerne
smelte sammen, sådan som fx hans byggerier gør med bjergene.Seks måneder før sin
død skænkede han hele sin formue og sit hjem til en fond, Fundación César
Manrique. Fonden har til huse i Manriques hjem i Tahiche, Taro de Tahiche.
César Manrique døde ved en trafikulykke, da han kørte ud fra Fondens
hovedkvarter 25. september 1992. Han er begravet i Haria, hvor han boede de
sidste år, ikke i et af de sædvanlige betonskabe, men i et fritliggende gravsted
med en enkelt palme og en lavasten med påskriften: C. Manrique.
Lanzarotes mest kendte kunstner. Skaberen bag
øens turistmagneter. Indflydelsen fra César Manrique, universel kunstner og
pioner inden for økologi går ikke ubemærket hen blandt de, der besøger øen. Hans
kreativitet og især hans ekstraordinære vision om forholdet mellem natur og
menneske, har sat sit tydelige præg på mange af hans kunstværker og arkitektur.
Har har også påvirket indbyggernes tankegang på Lanzarote og De Kanariske Øer.
Han har selvfølgelig også sat sit tydelige præg på de markante turistmagneter på
øgruppen.
César Manrique
arbejdede i årtier på at skabe et feriemål, der skulle være tro mod sig selv,
for derved at blive noget særligt – også for turisterne. Han har en stor del af
æren for, at det er turisterne, der har overgivet sig til Lanzarote – og ikke
omvendt. Forlystelsesparker, museer, hotelbyer og attraktioner er anlagt, så de
ikke bare glider ind i det naturlige landskab, men bidrager til det.
Han rejste til mange dele af verden og i
1964 flyttede han til New York. Der gav
hans direkte kontakt med amerikansk
abstrakt ekspressionisme, popkunst, ny
skulptur og kinetisk kunst ham en visuel
kultur, som ville danne grundlag for
hans senere kunstneriske karriere.
I 1966 vendte han tilbage til Lanzarote.
Øen var lige begyndt at udvikle sin
turistindustri, og han støttede en
interventionsmodel baseret på
bæredygtighedsprincippet, der søgte at
beskytte øens naturarv og kultur. Denne
model viste sig at være den afgørende
faktor i Lanzarote-erklæringen som en
UNESCO-biosfærereservat i 1993.
Parallelt med denne forpligtelse til øen
begyndte Manrique at tage sit kreative
arbejde i retning af andre kunstformer.
Dette førte til, at han udviklede en ny
æstetisk ideologi, som han kaldte kunst
/ naturkunst, og som han fortsatte med
at realisere gennem hans rumlige
interventioner, som er unikke eksempler
på offentlig kunst i Spanien: Jameos el
Agua, hans hjem i Tahíche (i dag
hovedkontor for Fundación César Manrique),
Mirador del Río, Jardín de Cactus osv.
Udover hans indgreb i Lanzarote
gennemførte han forskellige projekter
for andre øer, såsom Costa Martiánez og
Puerto de la Cruz, Tenerife; Mirador de
El Palmarejo, La Gomera; Mirador de La
Peña, El Hierro. Ud over De Kanariske
Øer skabte han også arbejde på steder
som Ceuta (Parque Marítimo del
Mediterráneo) og Madrid (Madrid-2, La
Vaguada indkøbscenter).