Klik - her - eller under teksten for at komme videre.
Rejseartikler på grundlag af http://www.rejseavisen.dk/

Petra - nabetæernes lyserøde by	Ørkenen i Wadi Rum
Se en video om Petra ved at klikke her.	Se en video om Wadi Rum ved at klikke her.

Petra - nabatæernes lyserøde by
Edombjergene rejser sig som en nærmest uigennemtrængelig barriere med forrevne tinder og uvejsomme dybe kløfter, men det er inde bag dette massiv, at nabatæernes gamle hovedstad Petra ligger skjult. Zaid, vores lokale guid, der er med rundt i Jordan på vores rejse med Viktors Farmor, peger på bjergene og sætter det lange ben foran, da vi begynder dagens vandring lidt uden for byen Lille Petra. Vi vandrer hen over nytilsåede marker og på spørgsmålet om ikke vi skal vise lidt hensyn til bondens afgrøder, får vi oplyst, at det kun er korn til hestefoder, der dyrkes! Vi kommer hurtigt op i terrænet og har snart den første imponerende udsigt ned i dybet under os. Og det er en helt spektakulær rute, vi følger for at komme frem til Petra, der ligger ca. 10 km foran os. Vi kommer så at sige ind bagfra.
Zaid, der er født i en af Petras mange klippehuler, levede sine første drengeår her og kender området særdeles godt. Vi følger en af de ”hemmelige” adgangsveje til Petra, som der kun er ganske få mennesker forundt at vandre ad. Langt de fleste besøgende har kun et par timers ophold og spadserer fra hovedindgangen i byen Wadi Musa og gennem Siq’en (en smal kløft) og kommer frem til Al-Khazneh (Skatkammeret) kendt fra filmen ”Indiana Jones og det sidste korstog” og går derfra tilbage igen. Så har de set det! Og hvor er det synd, for Petra har meget mere at byde på og to dage er endda ikke nok, hvis man skal have tid til at fordybe sig i det hele.

Ruten over bjergene er spektakulær og ikke noget for personer, der måtte lide af højdeskræk. Vi går på kanten af bjergsiden - ofte på en sti, der ikke er meget mere end en halv meter bred og med flere meters brat fald til den anden side. Enkelte steder må vi kravle og andre steder gør en hjælpende hånd vejen mere sikker. Naturligvis kan der ske uheld og heldigvis er det kun mindre skader, som et forslået knæ efter fald på en sten eller en skåret finger på en skarp klippe, der skal under behandling. Vores danske rejseleder har naturligvis førstehjælpskassen med i sin rygsæk.
Efterhånden som vi kommer dybere og dybere ind i Edombjergene ændres klippernes facon og farvespil. Naturen er forunderlig – for ikke at sige ubeskrivelig. Vi følger stien på klippesiden og må igen og igen stoppe op for at nyde udsigten ud over wadierne (udtørrede flodlejer) under os. Længere mod vest ligger lavlandet med Det Døde Hav – verdens laveste punkt – i det fjerne.

Ad-Deir (Klosteret)
Og så pludselig åbner en bred dal sig foran os og et øjeblik efter kan vi se det helt røde Ad-Deir (Klosteret), der sammen med Skatkammeret, nok er Petras mest storslåede monumenter. Dette flotte og meget store og velholdte tempel menes at have spillet en særlig rolle i nabatæernes religiøse liv. Templet ligger lidt uden for selve byen, og adgangsvejen hertil fra byen er anstrengende, da man skal op ad tusinde trappetrin.

Nabatæerne
Nabatæerne var oprindeligt et arabisk nomadefolk, der menes at være kommet fra Yemen. De levede af fårehold, men var også røvere, der plyndrede dromedar-karavanerne. De blev efterhånden dygtige handelsfolk og slog sig ned her og dominerede hele området omkring Jordanfloden fra ca. 600 f. K. til ca. 100 e. K. Området har imidlertid været beboet i mere end 10.000 år af andre folkeslag, viser de mange arkæologiske fund, der er gjort her. Men de imponerende udhuggede bygninger, som vi ser, er nabatæernes værk.
Petra, der lå tæt på det sted, hvor de store karavaneruter krydsede hinanden, blev nabatæernes hovedstad med en befolkning på mellem 45.000 - 50.000. Udover Petra etablerede nabatæerne handelsstationer og mindre bysamfund overalt langs de klassiske karavaneruter f.eks. Silkevejen der gik øst-vest fra Den Persiske Bugt til Gaza ved Middelhavets kyst og hvor dromedar-karavanerne hentede f.eks. silke og krydderier fra Østen. Men også på den syd-nordgående Krydderivej, der kom fra Afrika via Egypten og det Røde Hav videre mod Damaskus i det nuværende Syrien, blev kontrolleret af nabatæerne. Overalt i området - både i det nuværende, Jordan, Syrien, Saudi Arabien og Israel - findes ruiner efter nabatæerne, mens alt hvad der er bygget frit, er skabt af romerriget. Romerne fik efterhånden etableret søhandelsruterne og fragtede varer ud i verdenen og karavaneruterne blev ændret, så de gik uden om nabatæernes område. Indtægtsgrundlaget i form af skatter m.m. forsvandt.
I 300-tallet blev byen kristen og havde helt mistet sin betydning som hovedstad og vigtig handelscentrum og et jordskælv i år 363 lagde mange af bygningerne i ruiner, hvorefter Petra lidt efter lidt blev ørkenens bytte. I 500 tallet byggedes byzantinerne kristne kirker, senere overtog muslimerne og korsridderne har også været her i 1200-tallet.
I mere end 300 år var byen helt glemt. Kun nogle få beduiner kendte området, som de holdt hemmeligt. I 1812 lykkedes det en schweizisk opdagelsesrejsende ved navn Johann Ludwig Burckhardt at komme ind i den hemmelige by. Forklædt som beduin og med påskud om at han ville ofre en ged, slap han gennem Siq’en. Han mente, at nogle af de gamle ruiner han fandt, måtte være den glemte by Petra. Senere i 1839 forevigede David Roberts nogle af Petras bygninger gennem tegninger, så vi i dag ved, hvorledes de så ud, da man genfaldt denne lyserøde huleby. Der skulle gå næsten 100 år inden de første egentlige udgravninger begyndte i 1924.
Petra er kommet kom på UNESCOs liste over verdens kulturarv og de folk – sigøjnerne - der senest boede i hulebyen, blev tvangsflyttet til en nybygget by i nærheden og har i dag ret til at handle med souvenir på området, ligesom de udgør en del af servicepersonalet.
Vi møder da også enkelte sigøjnerkvinder, der falbyder diverse souvenir, da vi er på vej ned ad de tusinde trin i Wadi ed-Deir, hvoraf langt de fleste er de originale trapper udhugget i klipperne af nabatæerne. Andre turister er på vej op. Nogle pustende og stønnende. Andre klyngende sig til et æsel, der får lov til at gøre det hårde arbejde hjulpet af æseldriverens rappe piskeslag. Vi bekræftes i, at vi er kommet ind til Petra den helt rigtige vej.
Flere udhuggede huler i de lodrette klippevægge dukker op og langt de fleste var oprindeligt tænkt som gravkamre. Enhver med en vis status ville have et eftermægle og fik mens de levede påbegyndt udhugningen af deres gravkamre. Nogle blev færdige, andre ikke. Senere har disse gravkamre været benyttet til beboelse og i dag ser vi desværre flere af dem benyttet som stalde og affaldsdepoter.
Da vi kommer ned fra trapperne, står vi i det egentlige centrum af Petra. Her er et leben omkring restauranter og toiletter og det er her, at turiststrømmen slutter med bl.a. ”kamel-rideture”.

Romerske bygninger
Vi fortsætter gennem en romersk domineret bymidte med søjlerække og templer og træder ud på en næsten intakt brolagt hovedgade, hvor der på hver side har ligget små butikker. Personligt gør den brolagte hovedgade et imponerende indtryk. Ikke mindst fordi det ikke er små brosten, der er anlagt, men sten på op mod 1 meters længde. – Og de holder endnu!
En bred trappe fører op til et tempelkompleks med endnu flere søjler.

Kongegravene

Siq’en
Vi samles og går sammen gennem den 1,3 km lange Siq, der igen har et enestående farvespil med røde, gule, blå og grønne farver i klipperne. Siq’en er på sit smalleste sted ikke meget mere end 3 meter bred og de lodrette klippesider rager op til 200 meter op over vore hoveder - nogle gange endog ind over kløftens bund så de danner et halvtag. På hver side af Siq’en har der været vandingskanaler - den ene en åben, udhugget rende, i den anden var vandet lagt i keramikrør!
For enden af siq’en breder landskabet sig ud og her tilbyder hesteejerne at man kan ride den sidste km til hovedindgangen.

Ørkenen i Wadi Rum
Først skal vi dog besøge museet, der oplyser om hvorledes dette naturbeskyttede ørkenområde er opstået, hvilket plante- og dyreliv her findes og om de mennesker, der har levet her gennem årtusinder. I dette moderne besøgscenter findes der udover museet, forskellige butikker samt en filmsal, hvor vi får vist en glimrende film om Wadi Rum.
Fra besøgscentret, der ligger et par kilometer lidt inde i Wadi Rum, kører vi i vores bus frem til landsbyen Rum, hvor vandreturen gennem ørkenen starter. Har man ikke lyst til at vandre, kan man herfra komme på dromedar-tur med en ”kameldriver”.

Et storslået landskab
Allerede fra starten af vores vandring får vi en fornemmelse af dette storslåede landskab, som er helt forskellig fra, hvad vi hidtil har oplevet på vores rundrejse i Jordan med rejsebureauet Viktors Farmor. Nu træder vi ud i en ”rigtig” sandørken, til forskel fra den stenørken vi har set så meget af på køreturen ned gennem Jordan.
Wadi Rum, der i 1998 blev et beskyttet naturområde, er skabt for 30 mio. år siden ved voldsomme forskydninger i jorden, der skubbede sandstensmassiver, granitklipper og andet materiale op over jordoverfladen. Vejr og vind har siden eroderet klipperne, der nu fremstår som store forrevne øer i landskabet med røde, lilla, blå, rosa og gule farver - flere af dem mere end 1000 meter høje.

Nabatæernes tempel
Ikke så langt fra landsbyen Rum støder vi på et tempel fra det 1. århundrede e. K. Det var nabatæerne, et folk der herskede over store dele af det nuværende Jordan, Syrien, Saudi Arabien og Israel, som byggede det. Udgravningen af templet og de nærliggende bade og villaer fra samme periode er langt fra færdige og sker i takt med, at der er midler til det. Og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor besværligt det må være, at udgrave disse helt ubeskyttede ruiner, når en enkelt sandstorm kan dække, hvad arkæologerne lige har blotlagt.
Men hvorfor bygge et tempel midt i en tilsyneladende tør, ufrugtbar og livløs ørken? Det er jo den opfattelse de fleste af os har af ørkenlandskabet - et goldt sted. Men sådan er det ikke. Flere steder springer kilder ud af klipperne, og når det en sjælden gang regner, blomstrer ørkenen 10- 20 dage efter. Og de mange dyrespor i sandet fortæller os, at her er liv - nok mest om natten. Beduiner har da også levet af fårehold og landbrug i disse øde egne i mere end 10.000 år. Man fatter det ikke!

Lawrence of Arabia
Vi fortsætter vandringen langs de høje næsten lodrette klippesider og kan iagttage masser af større og mindre firben pile hen over sandet og ned i deres beskyttende huller. Mellem klipperne fouragerer forskellige ørkenfugle, mens de kalder på hinanden.
Fremefter kan vi skimte et enkelt grønt træ og ikke langt derfra et beduintelt.
Træet står under Lawrences Kilde, der udspringer lidt oppe i granitklippen. Vandet føres i dag gennem en slange hen til beduinteltet.
Kilden har fået sit navn efter helten Thomas Edward Lawrence (1888 - 1935), der skulle havde opholdt sig her og badet i kilden. Han var britisk arkæolog, officer og forfatter, også kendt som Lawrence of Arabia og blev internationalt kendt for sin rolle som officer ved det arabiske oprør mod det Osmanniske Rige under første verdenskrig. Filmen Lawrence of Arabia med Peter o'Toole i hovedrollen, har medvirket til at udødeliggøre ham.

Frokost hos beduinerne
Under skyggen af beduinteltets tykke dug bydes vi velkommen af beduinerne og får straks sød te. Traditionen byder, at når man kommer til en beduins teltlejr, bliver man vel modtaget med te og kan bo der frit i tre dage. Først derefter bliver man spurgt om, hvad man kommer efter!!!
Vi bliver dog kun frokosten over, inden vi i to biler køres længere ud ørkenen.
Wadi Rum dækker ca. 720 km2 og heraf er ca. ¼ åbent for bilkørsel, mens de øvrige ¾ er decideret beskyttet vildmark, hvor adgangen foregår til fods eller via dromedarer. Vi fordeles i to biler - en åben, hvor vi kan sidde bag på ladet og en lukket. Selv om det er midt på dagen, er det koldt at sidde på det åbne lad, men udsigten synes bedre herfra.

Slugt med gamle inskriptioner
Efter ca. ½ times kørsel gennem det løse røde sand når vi frem til Jebil Khazali - et massiv der rejser sig som en lodret rustrød væg med et ubeskriveligt mønster i klipperne. Midt i dette massiv fører en 1 - 2 meter smal kløft ind mellem bjergets sider. Herinde fandt nabatæerne de livgivende kilder og vi kravler over et par af disse naturlige små vandbassiner til vi ikke kan komme længere ind i den smalle kløft. På kløftens vægge har forskellige kulturer ridset tegninger og inskriptioner, som beretter om livet her. Bl.a. ses en rytter jage en hjort, ligesom der ses figurer af personer samt et typisk tegn fra nabatæerne - fødder udhugget i klipperne.

Ved Den Store Klippebro Jebel Burdah